Stifter af Storeflyvedag. Initiativtager til Furesø Iværksætter. Mangeårige formand for Furesø Erhvervsforening. For Mikael Boutrup startede det hele for 40 år siden.
Det startede med en Commodore 64
Mikael Boutrup er kendt og elsket i Furesø for sin indsats for erhvervslivet og som ildsjælen bag Storeflyvedag på Flyvestation Værløse.
Men også for ham startede i ydmyge rammer. Den 18. oktober 1983 åbnede han sin virksomhed Mibola Mikrodata på Østerbrogade 25.
– Jeg forlod et sikkert job som revisorassistent, og kastede mig ud som selvstændig. Uden forretningsplan, budget, banklån, men bare en god idé. Det har været en lang og spændende rejse, og med et utal at spændende opgaver igennem årene, siger Mikael Boutrup.
Det hele startede med en Commodore 64. Herfra tog Mikael rejsen indenfor salg og support af økonomisystemer. Han hyrede en skoleelev, som var dygtig til programmering. Under Mikaels vejledning lavede han et bogholderiprogram, som kunne køre på den billige Commodore 64 til en fjerdedel af prisen for en PC med samme udstyr.
– Når jeg kigger på min kundeliste i dag, er der faktisk kunder tilbage fra 1980erne. Utroligt de har fulgt os igennem årene, men nok fordi vores holdning er, at vi skal opføre os ordentlig og ikke kun tænke på pengene, fortæller Mikael Boutrup.
Økonomisystem ændrede alt
I 1984 kom Preben Damgaard ind i Mikael Boutrups butik. Det blev starten på et livslangt samarbejde og venskab. Først med økonomisystemet Danmark mini siden med Uniconta.
Mikael Boutrups firma hedder i dag IT-Terminalen og hører til på Lejrvej 19 i Kirke Værløse. Herfra servicerer han kunderne og styrer Storeflyvedag.