Kirke Værløses præst gennem 23 år er gået bort. Jan Ulrik Dyrkjøb begraves fra Kirke Værløse Kirke fredag den 15. august kl. 11.
Af Mikkel Kjølby og Hanne Mølgaard
Jan Ulrik Dyrkjøb er sovet ind. I 23 år var han sognepræst i Værløse Sogn med udgangspunkt fra Præstegården i Kirke Værløse.
Jan Ulrik var egentlig gået en anden retning end præst. Han havde en lederstilling på Institut for Engelsk på Københavns Universitet, da han besluttede sig for at følge præstekaldet og tage en efteruddannelse.
Han blev i første omgang ansat i Birkerød Sogn, hvor han virkede et år eller to, inden turen gik videre til en stilling som sognepræst i Hareskov-Værløse Pastorat.
Sammen med hustruen Jette flyttede han ind i den flotte præstegård i Kirke Værløse og blev en vigtig del af det lokale liv i landsbyen, men han delte sin tid på fineste vis med kirkerne i Værløse og Hareskovby.
Jan Ulrik var dygtig og vellidt. Han var meget engageret.
Ikke mindst havde han nogle ulandsprojekter, hvor han var primus motor.
Jan Ulrik Dyrkjøb stoppede som sognepræst i Værløse Sogn i 2014, men tog nogle år senere et års vikariat i Frederiksværk og Vinderød. Jan Ulrik interesserede sig meget for den tidligere kristendom. Han rejste bl.a. til Syrien for at besøge en af de første kirker og skrev en del om denne interesse.
Jan Ulrik og Jette flyttede til Hornbæk, hvor han endte sine dage, men tilknytningen til Kirke Værløse er så stor, at han begraves fra Kirke Værløse Kirke fredag den 15. august kl. 11.
Jan Ulrik Dyrkjøb blev 81 år. Han efterlader sig kone, søn og barnebarn.

Æret være hans minde.






