Udvalget for Plan- og Byudvikling afviste at gå videre med at skabe et plangrundlag for udvalgsvarebutikker i den nordlige del af Farum Erhvervspark. Ifølge udvalgsformand Robert Mørck (LA) kan hverken det eller andet forslag fungere i praksis.
Af Mikkel Kjølby
Efter mange år tilløb var der lagt en plan for at tilføje to store udvalgsvarebutikker til den nordlige del af Farum Erhvervspark. Ifølge Alt om Furesøs oplysninger var der tale om, at Jysk og Harald Nyborg skulle etableres på adressen Gammelgårdsvej 102, mens T. Hansen så ville overtage den nuværende Jysk på Rugmarken.
Planen blev skudt godt og grundigt ned af Udvalget for Plan- og Byudvikling ved mødet den 2. juni. Robert Mørck (LA), Tine Hessner (RV) samt Niels Bjerre Degn og Bettina Ugelvig (S) stemte for at forvaltningen ikke skulle gå videre med at skabe et plangrundlag for udvalgsvarebutikker i den nordlige del af Farum Erhvervspark, mens Egil Hulgaard (K) stemte for.
Udvalgsformand Robert Mørck (LA) forklarer:
– Det er simpelthen ud fra en problematik i planloven. Vi havde to muligheder. Vi kunne forsøge at udvide Bymidten, og vi kunne forsøge at lave et bydelscenter. Bege ville give mulighed for at ændre på lokalplanen, så det er muligt at lave udvalgsvarebutikker. Men begge dele havde små chancer for at lykkes. Bydelscentret ville falde på kundegrundlaget, da man kun måtte tage det fra lokalområdet i Farum Nord. Udvidelsen af Bymidten ville falde på, at man så skulle lave butikker hele vejen fra Paltholmvej til Gammelgårdsvej/Frederiksborgvej. Det ville kunne påklages til Planklagenævnet, hvis man som butik følte, at en konkurrent var ved at flytte ind, forklarer Robert Mørck.
Udsigten til at bruge mange penge til konsulentbistand samt forvaltningens tid blev udslagsgivende.
– Når der er så lille sandsynlighed for, at det går igennem, så er jeg sat i verden til at forvalte kommunens ressourcer bedst muligt. Jeg vil ikke smide penge efter eksterne konsulenter eller bruge forvaltningens tid, og heller ikke holde ejeren af grunden hen. Så vil jeg hellere være ærlig og sige at det ikke kommer til at ske, lyder det fra Robert Mørck.
Men hvordan kan det så være, at der godt må ligge en Silvan lige overfor?
– Harald Nyborg er ikke kategoriseret som en butik med plads til pladskrævende varer, modsat Silvan hvor trælastdelen gør forskellen. Det er en også en Carl Ras, men den er placeret udenfor lokalplanområdet. Den nuværende Jysk går heller ikke under definitionen for pladskrævende varer, men den er placeret i direkte forlængelse af Bymidten, men flyttes den til Gammelgårdsvej 102, kan den heller ikke gå ind under definitionen for pladskrævende varer, forklarer Robert Mørck.






