Ifølge Alt om Furesøs oplysninger bliver Jesper Larsen formand for Venstre i Furesø Kommune. Niels-Bo Ingvorsen er stoppet efter en stor indsats for partiet.
Af Mikkel Kjølby
Det satte gang i mange ting, da Jesper Larsen i august 2025 meddelte, at han ikke ønskede at genopstille som spidskandidat.
Inden man overhovedet nåede frem til en kampafstemning om den nye spidskandidat, forlod Musa Harmanci partiet og blev senere medlem af den Konservative byrådsgruppe.
Nicolai Bechfeldt vandt kampafstemningen over Morten Flindt med stemmerne 15-14. Siden forlod Flemming Oppfeldt og Berit Torm partiet og dannede Furesørødderne, som ikke opnåede valg til byrådet. En række nye kandidater kom til, herimellem Nicolai Bechfeldts bedre halvdel Mie Handreck.
Op til valget kom Venstres valgbrochure med tekst og billeder af næsten samtlige kandidater, dog ikke Morten Flindt og Sarah Winther Brandt-Kofoed.
På valgnatten konstituerede Nicolai Bechfeldt sig med Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti og blev Furesøs nye borgmester.
Det skete uden, at Morten Flindt deltog i konstitueringsforhandlinger. Ifølge Alt om Furesøs oplysninger var der uenighed om strategien.
Morten Flindt blev valgt ind som en af tre byrådsmedlemmer for Venstre. Han blev i første omgang tildelt en udvalgspost, siden blev han tilbudt formandsposten for Udvalget for Beredskab & Innovation, men takkede nej, da han beskrev udvalget som indholdsløst.
På selve dagen for byrådsmødet i juni måned meddelte Morten Flindt, at han forlader Venstre, da de øvrige medlemmer af Venstres gruppe har bedt ham om at gøre det. Det skete i kølvandet på en sag om lukning af bestyrelsen for Plejecenter Lillevang.
Morten Flindt gav udtryk for, at han blev nødt til at forlade Venstre for at føre Venstres politik.
Ifølge Alt om Furesøs oplysninger er der også planlagt et formandsskifte i Venstre i Furesø Kommune. Niels-Bo Ingvorsen, som har været med siden 1990erne, har længe ønske at stoppe som formand.
Tidligere byrådsmedlem Jesper Larsen fortalte for et par uger siden til Alt om Furesø, at han stiller op som formandskandidat for Venstre.
– Niels-Bo Ingvorsen gav allerede sidste år udtryk for, at han var ved at være flad. Ved generalforsamling i februar blev det til, at han ville tage et år mere, men luften er gået ud af ballonen hurtigere end forventet. Det er hans ønske at stoppe som formand, siger Jesper Larsen.
Jesper Larsens nabo, borgmester Nicolai Bechfeldt, bekræfter dette.
– Niels-Bo har gjort en uvurderlig indsats for Venstre i Furesø og har længe haft et ønske om at trække sig. Jesper Larsen har meldt sig klar til at tage over, og det ser jeg som udtryk for en stærk forening, at så solid en profil står klar til at tage over, siger Nicolai Bechfeldt.
Partiet overvejede, at lade den nuværende situation med to næstformand, Paul Thomsen og Jesper Larsen, køre videre til den ordinære generalforsamling i februar måned, men har i stedet valgt at tage en ekstraordinære generalforsamling den 31. august på Furesø Rådhus.
– Vi har vundet borgmesterposten og der er nye tanker. Jeg har haft en tid væk fra det hele, men vil gerne bakke op om Venstre i Furesø, siger Jesper Larsen, som er nabo til borgmesteren.






