Nabofællesskaber – Det starter i det små

Sophie Lundbæk tog meget med sig videre fra borgermødet om Grønne Nabofællesskaber.

Udvalgsformand Lene Munch-Petersen (S) har sat alt sit politiske virke ind på klimaindsatsen i Furesø Kommune. Til hendes store glæde kom der hele 60 borgere til borgermødet om Grønne Nabofællesskaber tirsdag aften.
– Grønne nabofællesskaber er for alle os, der ikke længere har tålmodighed til at vente på, at andre handler på den grønne omstilling. Fællesskaber hvor vi sammen lokalt med ligesindede kan gøre en konkret forskel, hvor vi bor og færdes, fortæller Lene Munch-Petersen.
Borgermødet handlede ikke mindst om vidensdeling i form af indlæg fra Brønshøj Grønne Nabofællesskab samt fra Claus Davidsen fra Bofællesskabet Mageløse i Sydlejren.
– Undersøgelser viser, at borgere der er med i Grønne nabofællesskaber – 250 grupper i 98 kommuner – reducerer deres CO2 udledninger med omkring 30%. Lignende erfaringer har vi fra vores eget projekt i 2022 med 5 klimafamilier, hvor familierne i en 6 måneders periode med max.klima info, reducerede deres CO2 forbrug med mellem 30-40%, forklarer Lene Munch-Petersen.

Sophie tager det med videre
Sophie Lundbæk deltog på vegne af Ejerlauget Mosegård Park. Hun nød den livlige ved bordet, hvor man var placeret sammen med andre fra samme område.
– Rundt om bordet gik en livlig snak om hønsehold, hvor en borger havde forsøgt ordningen med lånehøns, der mundede ud i, at hun og familien nu har tre fastboende høns i haven. Tøjbytte, plante og frøbytte og fællesskab om haveredskaber og -maskiner blev diskuteret – og nyttige tip om flerårskøkkenplanter blev delt, fortæller Sophie Lundbæk, som nåede at skrive sig på en mailliste, som en ved bordet hurtigt iværksatte, så Værløse Øst-borgerne kan starte et Grønt Nabofællesskab.
– Det var en inspirerende aften med virkelig gode indlæg, der gav lyst til at tage fat på naboerne derhjemme med oplagt gode idéer, der kan nedbringe Co2-forbruget og særligt styrke biodiversiteten i egen have sammen med andre ligesindede og interesserede, siger Sophie Lundbæk.

Hug til Furesø Kommune
Men der var også hug til Furesø Kommune. Ikke mindst for at gøre tingene unødigt vanskeligt for borgerne.
Det handlede især om private solceller på tage, lån af lokaler til foreninger og borgere. Ernst Jørgensen fra Grundejerforeningen Dyssevang udtalte også en frustration over, at villaejerne ikke har en kontaktperson i forvaltningen, men må kæmpe sig frem.
Lene Munch-Petersen tog noter og lovede at arbejde på at fjerne forhindringer, så borgere i Furesø Kommune lettere kan bidrage med at nå kommunens klimamål om at være Co2-netral allerede i 2030.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest