Politikerne i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal skal tage stilling til et forslag om udvidelse af Naturpark Mølleåen til Øresund. Det vil skabe en sammenhængende natur i en samlet naturpark langs hele Mølleåen.
Af Mikkel Kjølby
Lige nu arbejdes der intenst på de indre linjer for at sikre en udvidelse af Naturpark Mølleåen.
Mølleåen er en af Nordsjællands vigtigste natur- og landskabsforbindelser. Fra Buresø og Bastrup Sø til Furesø, Lyngby Sø og videre til Øresund løber den gennem søer, ådale, moser og skove med store naturværdier og mulighed for enestående rekreative oplevelser.
-Naturpark Mølleåen er i dag et samarbejde mellem Egedal, Frederikssund, Allerød og Furesø. Tiden er inde til at fremme en mere sammenhængende natur langs hele Mølleåen, lyder det fra Bo Brøndum Pedersen på vegne af Naturparkrådet.
– Naturparken bør derfor udvides med Gladsaxe, Rudersdal og Lyngby, så den omfatter alle kommuner langs Mølleåen og samtidig tænkes sammen med de store naturområder mod nord og forbindelsen til Kongernes Nordsjælland samt at der skabes en god forbindelse til Roskilde Fjord, siger Bo Brøndum Pedersen.
Udvidelsen skal sikre en sammenhængende naturindsats fra Strandmøllen ved Øresund til Buresø. Det er håbet, at biodiversiteten vil myldre frem og nye/gamle dyrearter vender tilbage.
– Når skove, søer, moser, enge og ådale bindes bedre sammen, bliver det lettere for planter og dyr at sprede sig, og der kan laves samlede planer for f.eks odder og bæver. Samtidig vil en udvidet naturpark give bedre muligheder for oplevelser i naturen med vandreture, cykelture og friluftsliv. Hvis vi skal lykkes med at forbedre den økologiske tilstand i Mølleåen og de tilhørende søer, kræver det også et tættere samarbejde mellem kommuner, myndigheder, forsyninger, forskere og grønne organisationer, forklarer Bo Brøndum Pedersen.
Blandt medunderskriverne er Furesøs tidligere borgmester Ole Bondo Christensen som repræsenterer Furesø. Dertil kommer Bo Brøndum Pedersen, Egedal Kommune, Anne-Lise Kuhre, Frederikssund Kommune og Tine Revsgaard Nielsen, Allerød Kommune.
– Vores opfordring er klar: Naturpark Mølleåen bør omfatte alle kommuner langs Mølleåen – til gavn for naturen, vandmiljøet og alle os, der holder af at færdes i den, lyder det fra de fire kommunerepræsentanter.
Må ikke forveksles med en naturnationalpark
Grundlaget for Naturpark Mølleåen blev skabt helt tilbage i Thorvald Staunings tid, men blev certificeret i 2016. Denne certificering skal fornys ved udgangen af 2026. Derfor er der et snævert vindue, som muliggør en udvidelse.
Sideløbende arbejder andre kræfter for at etablere en naturnationalpark i Farumskovene. De to projekter har som sådan ikke noget med hinanden at gøre. Naturpark Mølleåen omfatter ikke hegning eller udsætning af græssende dyr.
I dag arbejder Furesø, Egedal, Allerød, Frederikssund, DN, Naturstyrelsen og Friluftsrådet sammen om Naturpark Mølleåen, der dækker naturområderne langs Mølleåen fra Farum sø i øst til Buresø i vest. Dette samarbejde kunne udvides mod øst til at omfatte naturen langs hele Mølleåen ud til Øresund, mod vest via Slagslunde Skovene, det nye Klima-lavbundsprojekt Hagerup Mose og Sillebro Å til Roskilde Fjord, samt evt. i en nordlig natur-korridor fra Mølleådalen op til Nationalpark ”Kongernes Nordsjælland”.
Der vil være et perspektiv at etablere en sammenhængende sti-forbindelse fra Frederikssund til Strandmøllen som foreslået af ”Foreningen til etablering af en vandrerute fra Fjord til Sund” – og som også er tankerne bag den nationale natursti, som kommunerne langs Mølleåen allerede samarbejder med Naturstyrelsen om at få etableret fra Roskilde Fjord til Øresund.







