Nanna Rugh Wrangel har fået en aftale med uddannelse for dyrlægestuderende. Pludselig dukkede en mindre hær af dyrlæger og studerende op ved Missilfolden.
Af Mikkel Kjølby
NaturTalenternes arbejde med børn med diagnoser har med årene medført et stort dyrehold. I dag har foreningen 12 æsler og miniatureheste, som er blevet tilset af en privat dyrlægeklinik, når det var nødvendigt.
Det har hele tiden været en drøm for Nanna Rugh Wrangel, at dyrene kunne indgå i forskning og på den måde blive tilknyttet Landbohøjskolen (I dag Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer red.).
Pludselig en dag var der hul igennem. NaturTalenterne tilknyttes fakultetet gennem Taastrup Dyrlægerne.
– Jeg har hele tiden været interesseret i at få lavet forskning på dyrene. Jeg blev sat i forbindelse med en forsker, som koblede det hele sammen. Det skal udvikle sig til et forskningsprojekt på sigt, fortæller Nanna Rugh Wrangel.
Der kom flere end forventet
Tirsdag den 10. februar var det så planen, at to erfarne dyrlæger skulle komme forbi, men de tog et hold på seks dyrlægestuderende med og ankom i to minibusser.
– Det var rigtig, rigtig godt. Der blev lært, taget prøver og lyttet, siger Nanna Rugh Wrangel.
Der kom konkret viden om Fenja, som er i fol, men er som hun skal være huldmæssigt. Rositta skal ikke længere have medicin og så var der lidt snot hos en af de nye. Det var det.
– Det blev en virkelig fin dag, hvor både dyr og mennesker fik masser af opmærksomhed – og hvor der var tid til både faglig fordybelse, nysgerrige spørgsmål og gode samtaler om, hvordan dyr kan leve mere naturligt og stadig være en tæt del af menneskers hverdag. Vi er både taknemmelige og stolte over, at de har lyst til at arbejde sammen med os og følge vores flok. Det giver både tryghed, ny viden og gode perspektiver for fremtiden, siger Nanna Rugh Wrangel.
Dyrlægerne og de studerende kommer til at følge NaturTalenternes dyrehold,
– De kommer til at følge os som en helt almindelig dyrlægepraksis. De kommer også ved akutte tilfælde. Vi skal selvfølgelig betale for det, og det er dyrt for en forening, men det er det hele værd, vurderer Nanna Rugh Wrangel.







