Nederlag fjerner ikke trænerens stolthed

Værløse Blue Hawks mission om at udvikle unge spillere fik det blå stempel med tildelingen af prisen såm Årets Unge Spiller til Ogbemunia Uagboe og andenpladsen til Gustav Drejer Erichsen.

Værløse Blue Hawks tabte finalen i kvalifikationsspillet. Træner Jonas Sørensen er hamrende stolt over holdets udtryk og udvikling i denne sæson. Han er klar til at bygge et nyt hold.
Af Mikkel Kjølby
Der stod Bakken Academy på finalen i kvalifikationsspillet fra tip-off til slutbuzzer.
Storklubben Bakken Bears udviklingshold kom velforberedte og motiverede til kampen i Søndersøhallen. Værløse kom aldrig for alvor i gang. Det endte med en sejr på 91-70 til Bakken Academy, men med fem minutter tilbage var der en åbning for Værløse, da man havde lukket hullet til otte point. Energien og selvtilliden var ikke god nok til at indhente Bakken Academy.
Træner Jonas Sørensen stod tilbage med skuffelse i kroppen, men så alligevel ikke.
– Det er selvfølgelig en skuffelse at tabe finalen, men det ændrer ikke på, hvordan sæsonen er gået. Jeg er hamrede stolt over holdets udtryk og udvikling. Det her hold rangerer højt oppe på listen over hold, jeg har trænet, siger Jonas Sørensen.
Inden kampen blev Årets Unge Spiller i Basketligaen kåret. Værløse Blue Hawks tog både anden og førstepladsen. 17-årige Gustav Drejer Erichsen blev nummer to i afstemningen, mens 19-årige Ogbemunia Uagboe blev en fortjent nummer et.
Begge spillere forventes at forlade Værløse Blue Hawks til fordel for udlandet. Ogbemunia Uagboe vil til USA, hvor han forventes at komme til et Division I-college. Han er fyldt med taknemmelighed overfor Værløse, hvor han har været i to sæsoner.
– Jeg har fået ALT ud af at være i Værløse. Min udvikling har været fantastisk. Jeg har udviklet mine lederegenskaber og spillemæssige egenskaber, siger Ogbemunia Uagboe.


Den unge mand fra Gentofte er i denne sæson blevet en del af det danske seniorlandshold. Det samme gælder Gustav Drejer Erichsen.
Værløses Blue Hawks har for mange år siden accepteret at være udviklingsklub og er altid stolte, når spillere tager næste skridt i deres udvikling. Efter denne sæson kan klubben stå uden det meste af startformationen, men det er man vant til.
– Vi får se. Nu holder vi lige en kort pause. Så begynder vi at snakke med spillere. Vi skal have et konkurrencedygtigt hold, ellers er der ikke nok udvikling i det, siger Jonas Sørensen, som forventer at samle en ny stærk gruppe omkring holdet.

Ogbemunia Uagboe forventer at tage til USA for at spille collegebasketball.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *