Nicklas Røjkjær i drømmeland efter vild rejse

Nicklas Røjkjær har taget den lange vej i sin karriere. Det var. Et ophold i en lillebitte svensk klub gjorde i den grad en forskel.

Nicklas Røjkjærs karriere har ikke været snorlige. I to år måtte han tage turen ned i 1. division, men skiftet til Mjällby AIK skabte grundlaget for, at han i dag er en profil hos FC Nordsjælland.
Af Mikkel Kjølby
De færreste ville nok have undret sig, hvis Nicklas Røjkjær havde opgivet karrieren, da han i 2022 ikke kunne få spilletid i Superligaen, og i stedet tog et par år hos Fredericia i 1. division.
Det var ikke sådan, han havde set det sket, da han som 17-årig blev hentet til FC København, men den 179 centimeter lange midtbanespiller fra Gødvad ved Silkeborg holdt ud.
I dag er han en profil hos FC Nordsjælland.
– Hvis du havde sagt til mig, da jeg spillede i Fredericia, at jeg skulle stå med anførerbindet i FCN nogle kampe og være en profil for et hold, som spiller med i toppen af Superligaen, så havde jeg ikke set det komme. Men jeg knoklede på, og jeg føler, at jeg får lidt som fortjent, siger Nicklas Røjkjær.
I sommeren 2024 tog han en beslutning, som totalt ændrede hans karriere. Han takkede ja til et tilbud fra den svenske miniputklub Mjällby AIF.
– Det var en mulighed for at spille i den bedste række et sted. Jeg havde andre muligheder, men Mjällby havde en klar tanke om, hvad de ville bruge mig til. Det blev afgørende, siger Nicklas Røjkjær.
Han vidste godt, at det var en lille klub, men blev alligevel overrasket, da han nåede frem til Mjällby. Der er 1379 indbyggere i den lille kystby i Blekinge – sådan nogenlunde midtvejs mellem Malmö og Kalmar.
– Det er en meget, meget, meget lille klub. Man bliver overrasket, når man kommer derop. For den er virkelig lille. Jeg nåede at tænke om, det virkelig var det det rigtige valg, siger Nicklas Røjkjær.
Men det var i den grad.
Mjällby AIF er normalt elevatorklub mellem den bedste og næstbedste række i Sverige og var blevet nummer ti i sæsonen inden. Faktisk blev det et rigtigt eventyr.
 -Det var en fantastisk tid. Det gjorde meget for mig. Jeg blev en stor profil Sverige, det gav mig mod på mere. Vi leverede den bedste sæson i klubbens historie det første år, og spillede med om mesterskabet i min anden sæson, fortæller Nicklas Røjkjær, som gang på gang blev fremhævet som afgørende for klubbens succes.
I sommeren 2025 var sæsonens halvvejs i den svenske Allsvenskan. Mjällby gik på ferie på førstepladsen med fire point ned til nummer to. Det lugtede lidt af et mesterskab i stil med Herfølge Boldklubs mirakelmesterskab i 2000. Nicklas gik på velfortjente ferie velvidende, at der var interesse for ham.
– Det lå i mig. At jeg ville have den oplevelse med. Der var en forlængelse af kontrakten på bordet. Jeg overvejede det til det sidste. Men så kom meldingen fra FC Nordsjælland om, at de ville have mig. De skulle bare have solgt Mario Dorgeles. Dagen efter ringede de igen, og nu var det klart, fortæller Nicklas Røjkjær.
Så skulle han afveje situationen. Muligt mesterskab med Mjällby eller tilbage til Superligaen i en topklub!
– Jeg har været lang vej rundt i min karriere. Havde jeg ikke været det, var jeg nok blevet i Mjällby. Nu fik jeg muligheden i FC Nordsjælland, og den var jeg bange for at lade gå forbi, forklarer Nicklas Røjkjær.
Så han tog imod tilbuddet om, at FC Nordsjælland indløste frikøbsklausulen i kontrakten med Mjällby AIF.
Det gik alligevel for den lillebitte klub. Det blev til et suverænt mesterskab sikret fire runder før tid. Nicklas var deroppe ugen efter og fik en guldmedalje med hjem. Den hænger derhjemme sammen med bronzemedaljen vundet med FC Nordsjælland i sæsonen 2025/26.
– Jeg er sindssygt glad for, at vi vandt, men det var en ambivalent følelse ikke at være med til at vinde de sidste kampe, siger Nicklas Røjkjær.

Svær start i Farum
Nicklas Røjkjær nød at skifte tilbage til en topklub i Superligaen i det land, hvor han spillede i den næstbedste række halvandet år tidligere.
– Jeg ville gerne hjem og bevise mig. Men det var hårdere end jeg havde troet. Jeg havde været vant til at være en stor profil i Mjällby. Nu skulle jeg bygge et navn igen. De første fire-fem kampe var jeg ikke særlig god. Jeg spillede også lidt ude af position og skulle vænne mig til tempoet. Tingene blev bedre og bedre for mig, siger Nicklas Røjkjær.
Han stod også i den besynderlige situation, at hans storebror var assistenttræner for FC Nordsjælland.
– Det var lidt både og. Det er en speciel situation, når ens bror er træner for en. Jeg skulle vænne mg til det, men jeg tror, at vi vil kigge tilbage på det med stor glæde, når vi bliver ældre, forklarer Nicklas.
Den spøjse situation ændrede sig i sommeren 2026, da Casper Røjkær blev cheftræner for norske Fredrikstad.
I oktober og november 2025 fandt Nicklas sig til rette på holdet. Det begyndte at køre for ham. Der blev lagt mærke til den løbestærke og boldsikre midtbanespiller. Men så kom skaden!
– Det havde bygget sig op i en periode. Det blev værre og værre i lysken. Jeg kunne ikke få den væk. Det endte med en operation, hvor der opstod komplikationer. Jag havde aldrig været skadet før. Det skulle jeg vænne mig til. Jeg missede hele slutspillet. Det gjorde virkelig ondt på mig, siger Nicklas Røjkjær.
I sommerpausen spillede Nicklas sig til en startplads på FC Nordsjællands centrale midtbane. Som oftest sammen med Justin Janssen, men der er kamp om pladserne. Mark Brink og Malte Heyde byder sig til. Heldigvis er FC Nordsjælland med i Conference League og får et hav af kampe. Cheftræner Jens Fønsskov Olsen roterer på livet løs.
– Jeg vil spille alt det, jeg kan. Hver gang jeg ikke starter på banen, er jeg skuffet. For jeg ser mig selv som en startende spiller, siger Nicklas Røjkjær.

Nicklas Røjkjær vil helst spille hver gang, men accepterer rotationsprincippet.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *