I forbindelse med droneflyvningerne ved Kastrup Lufthavn har Nordsjællands Politi modtaget anmeldelse om en droneflyvning ved Hillerød. Politiet udsender en orientering til borgerne.
Nordsjællands Politi modtog onsdag den 25. september syv anmeldelser om droneflyvning ved Hillerød. Episoden var ganske harmløs og på forhånd varslet til politiet af dronepiloten.
Det viser, at befolkningen er blevet ekstra opmærksomme på droneflyvninger. Nordsjællands Politi orienterer derfor generelt om, hvad man skal gøre, hvis man oplever en droneflyvning nær kritisk infrastruktur.
– Politiet modtager jævnligt henvendelser fra borgere om droneaktivitet, og efter hændelsen ved Københavns Lufthavn mandag aften har vi også modtaget flere af den slags henvendelser end normalt. Vi er naturligvis særdeles opmærksomme på henvendelser, hvor der kan være tale om droner, der ikke blot er til almindelig brug, og vi tager henvendelserne meget alvorligt, særligt hvis det foregår i nærheden af samfundskritisk infrastruktur.
. I takt med at flere og flere flyver med droner, både professionelt og til hobbybrug, så stiger antallet af henvendelser om droneaktivitet også. Mange af de droner, som folk bemærker, udgør ikke i sig selv et problem eller en lovovertrædelse, og man skal som borger ikke foretage sig noget i de situationer. Mistænker man imidlertid, at der er tale om ulovlig droneflyvning, skal man anmelde det til politiet. I den forbindelse opfordrer vi til, at man dokumenterer hændelsen grundigt, for eksempel ved at fotografere og filme aktiviteten med sin mobiltelefon, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.







