Så skulle det være ganske vist, at borgerne i såvel den sydlige som den nordlige del af Furesø Kommune fortsat vil have en genbrugsstation i nærområdet.
Problemet har alle dage været Genbrugsstationen i Værløse. Den var egentlig for lille, men Furesø Kommune mageskiftede sig til mere plads for at ombygge og udvide genbrugsstationen med blandt andet en kontorbygning med faciliteter til undervisning.
Projektet faldt til jorden, da det viste sig umuligt at overholde støjreglerne i forhold til skoven og naboerne.
Forvaltningen bad derfor om at få lavet et notat, som skulle belyse muligheden for en enkelt fælles genbrugsstation i Furesø Kommune. Nu er notatet publiceret. Og det skyder muligheden endegyldigt ned.
– Det bliver ikke til noget med en fælles genbrugsstation i Furesø Kommune. Der er under alle omstændigheder et politisk flertal imod det, og nu belyser notatet, at der ikke er en mulighed for det, siger udvalgsformand Lene Munch-Petersen (A).
Forvaltningen har blandt andet undersøgt muligheden for en stor genbrugsstation ved Slangerupvej, hvor man også undersøger muligheden for erhvervsområde. Forslaget om en genbrugsstation falder især til jorden pga. pladsbehovet på ca. 20.000 kvadratmeter. Det vil udløse en købspris på godt og vel 21 mio. kr.
– Det er en dårlig idé med kun en genbrugsstation i så stor en kommune. Jeg er glad for, at løsningen med to genbrugsstationer, fastslår Lene Munch-Petersen.
Nu skal der arbejdes videre med en ny løsning for Genbrugsstationen i Værløse.
-Nu kan vi fortælle forvaltningen, at de skal i gang med at ombygge de nuværende genbrugsstationer. Værløse står først for. En udvidelse af genbrugsstationen i Værløse er brugerfinansieret, og pengene har vi i kassen. Vi skal finde en løsning, hvor genbrugsstationen kan udvides og ombygges, men kan holde sig indenfor reglerne, forklarer Lene Munch-Petersen.
Især to ønsker står højt på ønskesedlen.
– Der skal være mulighed for undervisning af skoleelever, som vi kender det fra Farum. Og så skal vi finde en løsning, så der bliver mulighed for at aflevere genbrugsting til spejderne. Det blev i sin tid droppet pga. for mange klunsere, men det må være muligt at få lavet en løsning, så tingene kan blive genbrugt, siger Lene Munch-Petersen.
Notat freder genbrugsstationer i Værløse og Farum
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest