Novafos – Dyrt og vanskeligt at indføre det 4. rensetrin på Stavnsholt Renseanlæg

Skal og kan Stavnsholt Renseanlæg til det 4. rensetrin eller blot ombygges til at huse forsinkelsesbassiner? Et par lokale politikere er uenige med Novafos om dette. Foto: Novafos.

Novafos vil lave centrale rensningsanlæg ved Øresund og Roskilde Fjord, men flere lokale politikere vil have undersøgt om, det er muligt at opgradere Stavnsholt Renseanlæg til det 4. rensetrin.
Af Mikkel Kjølby
Det kommende EU-direktiv for Byspildevand har i den grad delt vandene i Furesø Kommune.
Borgmester Ole Bondo Christensen (A) vil arbejde for at forsyningsselskabet Novafos opfører centrale rensningsanlæg ved Fredensborg og Frederikssund. Novafos oplyser prisen til 1,5 mia. kr. for hvert center. Lars Carpens (V) og Niels Jørgen Brandt (C) vil i stedet have undersøgt om det lokale Stavnsholt Renseanlæg kan opgraderes til at klare de kommende EU-krav til Byspildevand. Omvendt lægger Novafos op til at lukke Stavnsholt Renseanlæg og ombygge de eksisterende bassiner til overløbs/forsinkelsesbassiner, som en billigere og lettere måde at klimatilpasse nærområdet.
Direktør for spildevand i Novafos, Søren Dreyer, ser dog ingen vej frem for det såkaldte 4. rensetrin, som bl.a. skal fjerne medicinrester fra spildevandet, på Stavnsholt Renseanlæg.
– Det bliver svært at finde plads til det 4. rensetrin på Stavnsholt Renseanlæg. Det er nok muligt at finde plads til en bygning til selve anlægget for det fjerde rensetrin, men under jorden er der et spaghettiagtigt system af rørledninger. Det vil være dyrt og meget kompliceret at anlægge de nødvendige rørsystemer på grunden. Pladsen er meget knap, forklarer Søren Dreyer.

De lokale politikere er blevet præsenteret for denne oversigt. Skitse: Novafos.

Der er ikke plads til varmepumpe
Dertil kommer, at det kommende EU-direktiv stiller krav til, at renseanlæggene skal producere energi. Dét vil der under ingen omstændigheder være plads til. Hvilket så gør at man ikke kan leve op til den kommende lovgivning.
– Direktivet stiller krav til, at renseanlæggene skal være energiproducerende anlæg. I dette tilfælde er det således umuligt at forestille sig, at man kan anlægge en tilstrækkelig stor varmepumpe ved Stavnsholt Renseanlæg, vurderer Søren Dreyer.
Et yderligere aspekt er, at selv hvis man kunne finde plads, vil det generelt være dyrere på spildevandsafgiften for forbrugerne at renovere og opgradere de gamle renseanlæg, fremfor at etablere et transportsystem og bygge de nye, moderne vandressourcecentre i henholdsvis Fredensborg og Frederikssund.
Novafos arbejder i stedet med den store plan om at føre det urensede spildevand op til Fredensborg, hvor det skal renses. Det vil tidligst kunne gennemføres fra 2035.
– Der vil være en væsentlig miljømæssig gevinst, hvis man tager Stavnsholt Renseanlæg ud af drift, fordi der så ikke længere vil komme en daglig tilføring af kvælstof og fosfor til Furesøen. Det svarer til, at man fjerner 1/3-del af den nuværende belastning. At tage Stavnsholt Renseanlæg ud af drift vil med et snuptag gøre noget meget vigtigt for Furesøens vandmiljø, forklarer Søren Dreyer.
Furesøen lider fortsat under en generationel forurening af fosfor. Det ligger på bunden af den op til 37 meter dybe sø. Her er vandet meget koldt, hvilket betyder, at der stort set ikke løber fosfor med Mølleåsystemet med Øresund, derfor er det svært at komme af med fosforbelastningen.
I forhold til overløbene til Farum Sø er det tanken, at pumpe mere spildevand op til Stavnsholt Renseanlæg, hvor de gamle bassiner kan fungere som forsinkelsesbassiner, som derved vil medvirke til at reducere omfanget af overløb til både Farum Sø og Furesø væsentligt.
Novafos har holdt møder med Furesø Kommunes forvaltning og politikere, hvor planerne er blevet fremlagt og forklaret.
Furesø Kommune er medejer af Novafos, som drifter Furesø Kommune spildevandsselskab. Novafos er dermed en del af kommunen, men kan i yderste konsekvens blive skiftet ud med en anden operatør.
Furesø Kommunes fysiske placering gør kommunen til en vigtig brik, idet man er med i begge de planlagte vandresursecentre. Vandet fra Farum Sø og Furesøen tænkes ført til Fredensborg. Vandet fra Tibberup Å/Værebro Å skal til Frederikssund, fordi vandskellet mellem de forskellige å-systemer mod henholdsvis Øresund og Roskilde Fjord går igennem Furesø kommune.

Stavnsholt Renseanlæg tænkes ombygget til at huse forsinkelsesbassiner, men først skal vandet pumpes op fra Fredtofteparken. Foto: Novafos.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder