Efter kritik her i mediet åbner Danske Lægers Vaccinationsservice nu et vaccinested i Farum. Pressefoto.

Region Hovedstaden har lyttet til klagerne over manglende vaccinationsmulighed i Farum. Nu oprettes vaccinested i Stavnsholt fem dage over de kommende fem uger.
For nogle dage siden kom Farumborgeren Poul Christoffersen på banen med en kras kritik af, at der ikke var oprettet et Covid19-vaccinationssted i Farum. Det gjorde livet vanskeligt for de mange Farumborgere, som ønskede vaccinen, men måtte tage på langfart for at få den. Alt om Furesø skrev en artikel og sendte den ind til Region Hovedstaden.
Nu er der kommet svar. Og det er positivt. Region Hovedstaden har fået Danske Lægers Vaccinations Service til at oprette et vaccinationssted i Sct. Gildets Gildehus i Stavnsholt de kommende fem torsdage.
Sct. Gildets Gildehus har adresse på Stavnsholtvej 49D i Farum. Der er åbent følgende torsdage den 31. oktober, 7, november, 14. november samt tirsdag den 19. november og 26. november fra klokken 9 til 17.
Man kan allerede nu booke tid på www.vacciner.dk
Miseren skyldes, at regionerne har indgået en aftale med Danske Lægers Vaccinations Service om at bistå med opgaven at tilbyde vaccination til borgere i målgruppe for årets vaccinationssæson for influenza og Covid-19. Aftalen mellem regionerne og Danske Lægers Vaccination Service indebærer, at de opstiller vaccinationstilbud i alle kommuner og tilbyder tilgængelighed i forhold til åbningstider. I Furesø Kommune har Danske Lægers Vaccinations Service i første omgang valgt at oprette vaccinationstilbud i Værløse.
Men det ændres der altså på nu.
– Region Hovedstaden har været i dialog med Danske Lægers Vaccinations Service om oprettelsen af et tilbud i Farum, og i næste uge vil der blive etableret et vaccinationstilbud i Sct. Gildets Gildehus i Farum. Til start vil der være åbent fem dage i perioden fra den 31. oktober til den 26. november, og det vil være muligt at booke tid til vaccination i Farum fra på mandag (28. oktober) på vaccination.dk, skriver Region Hovedstadens presseafdeling til Alt om Furesø.
Poul Christoffersen glæder sig over beskeden, men synes, at man må gøre det anderledes næste gang.
– Man må tage hensyn til beboertæthed, når man vælger sådan noget en anden gang, siger Poul Christoffersen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *