For en måned siden trængte op til 25 biler ind på Flyvestation Værløse for at køre på landingsbanen og de tilstødende asfaltveje Det blev ved tre dage i træk, indtil Nordsjællands Politi fangede op mod 20 biler ved at spærre af på tilkørselsvejen Sandet.
Torsdag aften var den så gal igen. En enkelt bil med en kraftig motor blev spottet på landingsbanen, hvor den tilsyneladende brugte snemængder til at lave drifting.
Naturstyrelsen ejer området, som er forbeholdt rekreative aktiviteter. Bilkørsel er forbudt uden særlig tilladelse. Naturstyrelsen fik smadret fem hængelåse i løbet af de tre dage i december måned. Charlotte Mølgaard fra Naturstyrelsen tog efterfølgende kontakt til politiet for at få sat en stopper for løjerne.
– Naturstyrelsen har lavet en fysisk barriere rundt om Flyvestationen. Den skal respekteres. Hvis naboerne oplever biler på det lukkede område, skal de ringe til politiet på 114, siger Charlotte Mølgaard og afviser at indgå i et våbenkapløb om at sikre området yderligere.