Der har i Danmark været knap 4000 henvendelser om påkørsler af hjorte i de første fire måneder af 2026. De 27 af dem er kommet fra Furesø Kommune.
Af Mikkel Kjølby
Dyrenes Beskyttelse melder om en stor stigning af antallet af rapporterede hjortepåkørsler. 4000 henvendelser i de første fire måneder af 2026 er 19 procent over de tilsvarende måneder i 2025, som ellers var rekordår med i alt 11.870 påkørsler.
Maj måned er netop højsæson for påkørsler af hjorte.
– Foråret og det lunere vejr gør, at dyrene generelt bliver mere aktive, siger Peter Gravlund Nielsen, biolog hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Samtidig begynder rålam at færdes alene, og det øger også risikoen for påkørsler. De har ikke nødvendigvis lært faren ved veje og biler endnu, eller hvordan man undgår dem, siger han.
Dyrenes Beskyttelse driver vagtcentralen 1812, der kan kontaktes om dyr i nød. Den gør sig ifølge organisationen ‘klar til en travl måned’.
For månederne april og maj er nemlig sammen med oktober og november der, hvor dyrene er særligt aktive, og der sker mange påkørsler.
I 2025 var der 1140 påkørsler i maj, og i gennemsnit er der 300 flere sager i maj sammenlignet med månederne omkring.
Formanden for DN Furesø, Carsten Juel advarer især imod skovområderne.
– Den største risiko er i skovområder, hvor det kan være svært at se dyrene. Det er en god ide at sætte hastigheden ned, især i skumringen, siger Carsten Juel og fortsætter:
– Rådyr færdes i små flokke; så løber der et dyr over vejen, kommer der sandsynligvis et lige efter.







