Nyt samarbejde markerer starten på filmhåndværkeruddannelse

Thomas Kristensen, Filmstationen og Ole Bondo Christensen (S) borgmester i Furesø Kommune, skriver under på samarbejdsaftalen om filmuddannelse. Foto: Filmstationen.

Furesø Kommune har i årevis drømt om at få en ungdomsuddannelse til kommunen. Filmstationen og hele filmbranchen mangler uddannet arbejdskraft. Nu slår parterne pjalterne sammen for alvor. For siden 2018 har Furesø Ungdomsskole arbejdet sammen med Filmstationen om Filmspottet.
– Vi har indgået et samarbejde, hvor vi skaber et miljø omkring Filmstationen. I første omgang for folkeelever, efterskoleelever og gymnasier. På sigt er det tanken, at etablere en decideret filmhåndværkeruddannelse, sagde borgmester Ole Bondo Christensen (S) ved torsdagens byrådsmøde.
Filmspottet fik adgang til et skur ved Hangar 5 og mulighed for at bruge Filmstationens udstyr, men da skuret ikke længere kunne bruges, rykkede Filmspottet tilbage til Ungdomsskolen i Farum, hvor Mikkel Arnfred gennem årene har været den drivende kraft i projektet.
Nu vil Filmstationen indrette undervisningslokaler i Flyve Materiel Kommandoens gamle hovedkvarter.
Borgmester Ole Bondo Christensen og kommunaldirektør Henrik Studsgaard fik en rundvisning i forbindelse med underskrivelsen af kontrakten torsdag formiddag.
–  Vi var ude at se på lokalerne. Det ser rigtig lovende ud, lød det fra Ole Bondo Christensen.
Filmstationen ser frem til samarbejdet. På Linkedin skriver Filmstationen.
– I dag skrev Furesø Kommunes borgmester Ole Bondo Christensen og kommunaldirektør Henrik Studsgaard sammen med Filmstationens Thomas Kristensen under på en samarbejdsaftale om et nyt undervisningsmiljø til børn og unge i skoler og ungdomstilbud. Så, ja, trods novemberregn er det en festdag.
– Filmstationen har tidligere lagt lokaler til ungdomsskolen – et samarbejde, der nu er styrket betragteligt med ét formål: at børn og unge kan prøve kræfter med filmhåndværket i et professionelt filmmiljø.
– Vi glæder os til i det nye år at åbne dørene til studiegang med undervisningslokaler, fotostudier og klipperum i den navnkundige FMK-bygning.
De nye undervisningslokaler indvies den 28. februar.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder