Mine damer og herrer
Jeg hedder Lene Bang og jeg er 72 år…
Jeg er den ældste i byrådet hvor jeg sidder på 6. År
Og så er jeg så heldig at være formand for bestyrelsen her på dette skønne sted
Vi seniorer, ældre og gamle er ikke ens.
De allerfleste af os er raske og rørige, og vi ønsker at bidrage!
Vi har livserfaringer og ønsker at deltage aktivt i det meste.
Og rigtig mange fortsætter på arbejdsmarkedet.
Så, når ældre og endog seniorer , som er + 50, her i landet omtales mere som nogen der har brug for hjemmehjælp og skal flytte i 1 plans hus, end som en resurse, er vi milevidt fra sandheden.
Og ja, vi bliver mange flere over 70, 80, 90 og over 100 år i årene der kommer…..
Men at vi den sidste tredjedel af vores liv nærmest omtales som nogen der har brug for hjælp er langt ude.
Mange her i landet klarer sig selv hele livet og mange får først brug for hjælp de sidste måneder af deres liv.
Og så er det faktisk relativt få der har behov for at komme på plejehjem.
Flere og flere seniorer og ældre, ønsker fortsat at være på arbejdsmarkedet og utroligt mange bidrager med glæde med masser af frivilligt arbejde.
Og at frivilligheden blomstrer er det her sted jo et levende bevis på.
Begge dele er guld værd.
Selvfølgelig får vi flere sygdomme hen ad vejen når vi bliver ældre, men forholdsvis få er så dårlige, at de får hjælp fra kommunerne.
Her i Furesø er vi godt 7000 borgere over 70 år. Og næsten 80% klarer sig selv, uden hjælp.
Men når vi bliver meget syge og rigtig gamle får vi dog ofte brug for hjælp.
Og i den noget uforudsigelige alderdom møder man pludselig det offentlige sundhedssystem, og det er måske først i det møde, når man er bange og har smerter, at man virkelig får øjnene op for, hvor vigtigt det er at kunne få hjælp.
Vi ved at manglen på arbejdskraft er en af vor tids største indenrigspolitiske udfordringer og en trussel for hele vores velfærdsmodel.
Men Vi skal sikre os, at ALLE dem der har behov for det, får den bedst mulige hjælp!
De har bidraget til samfundet hele deres liv.
Og vi bliver heldigvis flere og flere ældre.
Og dermed også flere der får brug for hjælp.
Derfor har vi udbygget Plejehjemmet Lillevang her i Farum med 55 boliger som står klar før sommerferien.
Det vil betyde, at flere af de borgere der er visiteret til en plads, får deres plejebolig hurtigere end i dag, og så betyder det også en tiltrængt aflastning af Rehabiliteringen.
På det faglige sker der noget nyt på plejehjemmene. Der skal flere fagligheder i spil og så bliver der en større fleksibilitet mellem hjemmeplejen og de kommunale plejehjem og rehabiliteringen.
Men …..der er mangel på SOSUer og pengene kommer jo desværre heller ikke trillende i hobetal til velfærdsområderne, så vi har øjne og ører på stilke for at finde nye løsninger.
Måske teknologiske. Og mindre kontrol og dokumentation så der frigives tid til den nære velfærd!
og så skal der mere ansvar ud til medarbejderne og ikke mindst
mere selvbestemmelse til borgerne…..
For at følge med i den demografiske udvikling har vi også overvejelser om yderligere et plejehjem …..måske et friplejehjem eller en selvejende institution i Værløse indenfor de nærmeste år.
Vi skal sikre gode plejehjem for alle i Furesø – uanset ejerformen, og vi skal sikre lige muligheder for beboerne– derfor ønsker vi også at give mulighed for at beboerne på de kommunale plejehjem kan tilkøbe ydelser som feks. frisør, negleklinik, Indkøb, gåture mm.
Noget andet vi har fokus på i byrådet er boliger, som egner sig i størrelse og tilgængelighed til borgere der har svært ved at blive boende i deres store boliger.
Der er lige nu 90 lejeboliger på vej på Frederiksborgvej og der bygges også lejeboliger på Farum Bytorv, og så planlægges der senioregnede boliger i Værløse Bymidte og på Widex området.
Jeg vil gerne slutte af med at sige af ♥️hjertet tak
til de frivillige for den kæmpestore indsats I leverer her på Gedevasevang,
dag ud og dag ind.
Også stor tak til den meget aktive beboerforening her på Gedevasevang.
Og tusind tak til Birgit og de ansatte som får hjulene til at køre rundt hernede…på allerfineste vis.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle et rigtigt godt nytår! SKÅL
Nytårstale Gedevasevang – En tale til alle seniorer i Furesø
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest