Efter fortsatte overtrædelser af reglerne for brug af oplagspladsen ved Kirke Værløsevej er der nu sat skilte op ved pladsen, og kommunen har indskærpet reglerne igen. Men har kommunen reelt en sanktionsmulighed?
Af Mikkel Kjølby
Oplagspladsen ved Kirke Værløsevej havde været i brug i 15 måneder, inden der kom store gule skilte op, som præciserede reglerne for brug af pladsen.
Tilbage i maj måned skrev Alt om Furesø til Furesø Kommune om beboernes klager over entreprenørens overtrædelser for brugen af pladsen. Dagen efter besøgte Furesø Kommune oplagspladsen og indskærpede efterfølgende reglerne.
Men det var ikke nok!
Overtrædelserne fortsatte. Ifølge den nærmeste nabo til pladsen var der fortsat overtrædelser af reglerne for brug af pladsen i juli og start august. Specifikt ved at starte arbejdet før kl. 7 om morgenen og i weekenden. Dette blev meldt ind til Furesø Kommune.
Alt om Furesø har derfor spurgt Furesø Kommune om følgende:
Hvilke konsekvenser har det for entreprenøren at overtræde reglerne for brug af oplagspladsen?
– Vi har indskærpet overfor Vestforbrænding og entreprenøren. Hvis det gentager sig, har kommunen mulighed for at politianmelde bygherren (Vestforbrænding) entreprenøren eller opsige lejekontrakten med en måneds varsel. Vi håber ikke, at noget af det er nødvendigt, da det vil forsinke udrulningen af fjernvarme, lyder det i svaret fra Furesø Kommune.
Der er tilsyneladende ikke mulighed for at give bøder til entreprenøren. Det giver da heller ikke den store mening, da regningen i sidste ende lander hos fjernvarmeforbrugerne.
Entreprenøren, Per Aarsleff A/S, har ingen kommentarer til sagen.
Klager over entreprenøren i blomsterkvarteret
Hen over sommerferien arbejdede entreprenøren på højtryk med at udrulle fjernvarme i blomsterkvarteret ved Ny Vestergårdsvej.
Her kom Niels Teinhart på banen med voldsom kritik af arbejdet, hvor entreprenøren lukkede alle udkørselsveje på samme tid i morgentrafikken.
Alt om Furesø stillede derfor følgende spørgsmål til Furesø Kommune.
Hvilke regler arbejder entreprenøren under og hvorfor kan alle veje kan lukkes på samme tid i morgentrafikken?
– Vi beklager alle de gener, som borgerne har oplevet i Blomsterkvarteret, og vi anerkender, at det har været svært at køre i området. Entreprenøren arbejder efter de tilladelser, han får fra kommunen, og alle veje må ikke være lukket samtidig. Hvis gennemkørende veje spærres af arbejdskøretøjer, skal de efter aftale med os trækkes ind til siden, når folk skal forbi. Sker det ikke, påtaler vi det over for entreprenøren, lyder det fra Furesø Kommune.







