16-årige Oscar Bausager kaster sig ned af Hareskovens kælkebakker og verdens bjergtinder på en speciallavet mountainbike. Nu er han udtaget til World Cup i Downhill Mountainbike af Dansk Cykel Union.
Cykelsportens styrtløb
Det klassiske styrtløb har fået en spektakulær pendant på mountainbike. Her kaster modige og dygtige cykelryttere sig ud fra bjergtinden og følger en stejl nedadgående rute i mere end to kilometer. Vinderen er den, som gennemfører ruten på kortest tid.
Med bopæl i Hareskovby var det naturligt for Oscar Bausager at køre mountainbike. 13-år gammel fik han et job i MTB Tours. Det satte gang i et lille eventyr.
– Jeg mødte Sixten og Noah, som kører Downhill Mountainbike. Det blev jeg fanget af, siger Oscar Bausager.
Vennerne tog ham med til Rude Bikepark, hvor der er hop på op til 13 meter. Siden blev det til start i den danske Downhill-serie. I 2022 tog han til udlandet for at prøve kræfter med den tyske Downhill-serie. En helt anden verden.
– I Danmark kører vi ruter på 30-40 sekunder og tager to forskellige ruter for, at det kan blive udfordrende nok. I de udenlandske serier er ruterne over 2 kilometer lange og tager mere end fem minutter at køre. Det er stejlere og langt mere udfordrende, forklarer Oscar Bausager.
Det krævede naturligvis noget tilvænning. Oscars styrtede i sidste sving i første start i Maribor i Slovenien. Men han tog ved lære. Og kom efter det i 2023.
Her blev det til andenpladser i Downhill Cup i Sydtyskland og i den svenske Enduro Cup. I de hjemlige løbsserier blev det til førstepladser.
Det har ført til, at han sammen med Sixten Lind er udtaget til World Cup i U19-juniorrækken af Dansk Cykel Union.
De to skal starte i de første fire World Cup-afdelinger og muligvis flere. Om det er nok til at kvalificere sig til VM, må tiden vise. Oscar skal først og fremmest lære.
– Det er mit første år i U19 og skal mest lære for at levere en god sæson næste år. Jeg har trænet meget i offseason og kan virkelig mærke en progression, siger Oscar Bausager.
Træningsforholdene kan heller ikke blive bedre i Danmark. Oscar går på Idrætsefterskolen i Ry. Her er der en mountainbikelinje og Himmelbjerget er lige udenfor døren.
Downhill-sporten vokser med raketfart og TV-rettighederne er netop blevet købt af Discovery. På sigt kan sporten komme på OL-programmet.
– Det håber vi meget på, for hvis sporten kommer på OL-programmet, vil det udløse noget økonomisk støtte, siger Oscar Bausager.
Foreløbigt nøjes han med at fokusere på den første World Cup-afdeling. Den finder sted i de skotske bjerge den 6. maj.