Klimaforandringerne er også nået til Mølleåsystemet. Nu forskydes opfyldningen af Furesøen med tre måneder for at hindre oversvømmelser.
Af Mikkel Kjølby
Sidste vinters massive nedbør fik vandstanden i Farum Sø og Furesøen til at stige. I tre måneder var vandstanden på den maksimale kote for vintertiden på 20.55, men dog under det absolut tilladte maksimale 20.605.
Det kunne mærkes langs søerne. Ude på Claus Nars Holm reagerede ø-ejer Bjarne Clausen. I sine 57 år på den lille ø i Farum Sø havde han aldrig oplevet så høj vandstand før.
– Når man bor, som jeg gør, så må man leve med vand. Nu er vi i en situation, hvor en gang styrtregn over Farum vil give vand i kældrene eller stuerne, sagde Bjarne Clausen til Alt om Furesø.
Vandstanden er reguleret af Regulativ for Mølleåen, og der er gode grunde til den høje vandstand om vinteren. Furesøen fungerer nemlig som vandreservoir for Mølleåsystemet hele vejen ud til Strandmøllen ved Øresund. Der skal være vand nok til sommeren, g derfor fyldes Furesøen op om vinteren. Men sidste vinter var der altså lige til øllet.
Kommunerne langs Furesøen har gennemført en undersøgelse og reagerer nu ved at ændre metodik. I en meddelelse til Natur- og Klimaudvalget i Furesø Kommune står der:
– Kommunerne har på baggrund af undersøgelsen besluttet, at vandstanden om vinteren skal fyldes langsommere op end tidligere. Da Furesø fungerer som vandreservoir for resten af Mølleåsystemet om sommeren, opmagasineres vinterens nedbør i Furesø for at sikre tilstrækkelig vand om sommeren. Tidligere år er opmagasineringen påbegyndt i oktober, men fra i år forskydes den til januar. Dette er for at skabe plads til det vand, som kommer ved store regnskyl. Disse ændringer følger fortsat Regulativ for Mølleåen, skriver kommunerne langs Furesøen.
Denne vinter skal bruges til at indsamle erfaringer til den fremtidige styring af vandstanden.
Bjarne Clausen glæder sig over ændringen.
– De nye retningslinjer er næsten identiske med, hvad jeg har foreslået. Jeg tror sagtens, at man kan sikre vand nok til den kommende sommer, selvom man venter med at sikre max vinter kote til en gang i januar. Så er søerne bedre beskyttet mod monsterregn i begyndelsen sf vinteren, siger Bjarne Clausen.