
Simon Birch vil genoplive en gammel tradition med offentlige fodringer af de små forårslam.
De er åhh så nuttede, og det er en oplagt aktivitet for børnene i påskeferien at kigge forbi de små forårslam i Romneyhallen ved Hjortøgaard.
Simon Birch har tidligere arbejdet på Skolelandbruget som naturvejleder. Nu er han startet på Driftsgården i Furesø Kommune, hvor han er en del af holdet, som passer de kommunalt ejede dyrehold.
Fårene, som afgræsser Bombefoldene på Flyvestation Værløse, overvintrer i Romneyhallen, hvor deres små lam kommer til verden og tager de første usikre skridt. Nu er de blevet så store, at de kommer udenfor.
Hver dag i påsken vil personalet fodre fårene og lammene klokken 10.00. Du er velkommen til at være med.
– Der har tidligere været en tradition for offentlige fodringer af fårene og lammene. Den vil jeg genoptage. Man kan være med til at lukke dyrene ud og se deres begejstring, når landmanden kommer med foderet, fortæller Simon Birch.