Påskestormen var hård ved Rokkedyssegaard

Lisbeth Toft Christensen har atter fået dyrkningstunnellerne på plads.

Det blæste en halv pelikan påskedag og 2. påskedag. Faktisk så meget, at Rokkedyssegaards overdækkende tunneller fik rigtig mange tæsk.
Af Mikkel Kjølby
Rokkedyssegaards langstrakte overdækkende dyrkningstunneller er med til at forlænge og ikke mindst fremskynde jordbærsæsonen, men denne påske blev de blæst i stumper og stykker af påskestormen.
– Påskestormen var barsk ved vores dyrkningstunneller. Takket være medarbejderne har vi fået bygget det hele op igen, fortæller Lisbeth Toft Christensen.
Det var et stort arbejde at få dyrkningstunneller tilbage i optimal stand, men det lykkedes.
– Vi er spændte, og nu er der fuld aktivitet på Rokkedyssegaard.. Nu er humøret tilbage, fordi der er blomster i både jordbær og kirsebær. Rabarberne skyder op ad jorden, kartoflerne er også kommet op, og vi kigger efter de første spæde skud af grønne asparges. Sæsonen spirer, lyder det fra Torben Bo Toft Christensen.


Rokkedyssegaard åbner sæsonen for gæster og kunder fredag den 24. april. Det fejres som altid med en ekstra kugle gratis is til kunderne.
Der vil være åbent hver dag fra kl. 10.00 til 17.00 i gårdbutik og gårdcafé med bærbrunch, is, bærkage og kaffe, og selvfølgelig alle Rokkedyssegaards produkter af gårdens råvarer.
– Vi åbner med en kilden i maven og spændte på opbakningen til vores arbejde på gården. Vi har en passion for bær og produkter med smag og karakter. Det arbejder vi hver dag på at vores kunder og gæster sætter pris på. Alle vores bær og produkter sælges direkte, og vi glæder os til komme i gang med sæsonen og masser af bærsnak med kunder og gæster, siger Lisbeth Toft Christensen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder