Paltholmvej – Nu er der igen bud efter Omkørselsvejen

Omkørselsesvejen gik oprindeligt fra Farum Kaserne til Fredeirksborgvej, men blev blindet, da Slangerupvej blev etableret i 1973. Foto: Luftfoto Landinspektørernes Luftfoto Opmåling 1981

Paltholmvej er igen omdrejningspunkt for byudvikling. Den blev først anlagt i 1964 som omkørselsvej fra Farum Kaserne til Frederiksborgvej.
Af Mikkel Kjølby
Vi kender den som Paltholmvej, men oprindeligt hed stykket fra Bregnerødvej (I dag Frederiksborgvej red.) til Farum Kaserne Omkørselsvejen.
I 1960erne var Farum Kaserne en vigtig del af livet i Farum, og der var brug for at lede trafikken til kaserneområdet og videre mod Lynge og Slangerup udenom Farum Hovedgade og Ryttergårdsvej.
Ved at etablere Omkørselsvejen blev der også en bedre forbindelse til Farum Erhvervspark, som skød op i 1960erne og 1970erne med vejnavne opkaldt efter kornsorter.
Udviklingen gik dog så hurtigt, at man allerede i 1970 besluttede at anlægge Slangerupvej fra Farum Kaserne til krydset ved Frederiksborgvej/Bistrupvej. Det skete ved ekspropriation og Slangerupvej blev indviet i 1973.
Byudviklingen i Farum Øst fik også betydning for Omkørselsvejen. I 1970 blev tre broanlæg øst for Frederiksborgvej godkendt. Vejen blev forlænget ud til Bistrupvej og gik i en bue udenom de nye kvarterer i Farum Øst.
Ved samme lejlighed skiftede vejen navn til Paltholmvej. Gården Paltholm var oprindeligt gård nummer 13 i Farum Landsby, og lå der, hvor man i dag finder adressen Farum Hovedgade 67, men flyttede i 1798 ud på markerne, som vi i dag kender som Farum Bytorv.
Bytorvet blev indviet i 1976, og Paltholmvej blev den ene af to store færdselsårer til indkøbscentret.
I den anden ende var der i en del udkørsel til Slangerupvej, men i 1990 blev vejen blindet ved Sejlgårdspark og Akaciepark. I dag tager vejen et sving ind til parkeringspladsen ved Farum Svømmehal og Farum Park.
Paltholmvej blev fartdæmpet i 2025, men mere er på vej.
Furesø Kommune ønsker at byudvikle Bybækgrunden og flytte Farum Station til en placering ved Hillerødmotorvejen. Der er også ved at blive formuleret en plan om en overdækning af et stykke af motorvejen.
I den forbindelse er der lagt op til at omdanne et stykke af Paltholmvej til stillevej. Tiden må vise om det bliver til noget.

Kilder: Gudrun Lund Meyer: Farums veje hvem hvor. Furesø Kommunes udviklingsplan for Bybækområdet. 

Paltholmvej er i konstant udvikling. I dag er der også indkørsel til store butikker fra den tidligere omkørselsvej.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *