De sidste ugers parkeringskaos ved Farum Station får betydning for det klassiske spejderløb Oak City Rally søndag den 1. juni.
Af Mikkel Kjølby
Det er en stolt og tilbagevendende tradition, at spejdergrupperne i Nordsjælland udkæmper et muntert og konditionskrævende slag i forsommeren.
Oak City Rally handler om at skubbe en sæbekassebil hurtigst muligt de 10 kilometer fra Farum Station til Egemosecentret ved Bastrup Sø. Sådan har det været i årevis, men i år bliver der en lille ændring.
De 250 sæbekassebiler kommer ikke til at starte ved Farum Station, men i den anden ende af Stationsvej. Altså der hvor Stationsvej rammer Farum Hovedgade. Årsagen er naturligvis det parkeringskaos, som de sidste uger har ramt området ved Farum Station i kølvandet på den midlertidige lukning af S-togslinjen til Hillerød.
I den forbindelse har Furesø Kommune taget kontakt til arrangørerne af Oak City Rally for at undgå de værste gener.
– Vi har hjulpet med at foreslå et nyt startsted lidt oppe af Stationsvej ved Farum Hovedgade, fortæller Sven Krarup Nielsen fra Spejdernes Samråd i Furesø Kommune.
Starten til Oak City Rally går søndag den 1.juni kl. 10 til 11.30. Derfor vil der være lukket for gennemkørsel på Stationsvej fra kl. 8.30 til 11,30.
– Beboere på Stationsvej vil som udgangspunkt ikke kunne køre eller parkere på vejen i det nævnte tidsrum. Hvis du har brug for at køre til eller fra Stationsvej i løbstidsrummet, så tag fat i spejderne, der er med til at hjælpe med trafikken på dagen. Der vil være postfolk til stede ved Krogvaden og Krogen for at assistere beboere fra området med ind- og udkørsel, lyder det fra Furesø Kommune.
For beboere på Klaus Nars Vej vil der være omkørsel via O B Muusvej i det nævnte tidsrum. For beboere på Gustav Webersvej vil der være omkørsel via Farum Hovedgade.







