Nordsjællands Politi melder om hele seks anmeldelser om kontaktbedragerier i løbet af onsdag den 7. oktober.
Det er en rigtig god idé at tage en snak med ældre familiemedlemmer om kontaktbedragerier.
Det har ramt området som en voldsom bølge i den seneste tid. Onsdag den 7. oktober registrerede Nordsjællands Politi hele seks kontaktbedragerier.
To af dem fandt sted i Birkerød og et enkelt i Holte.
-Klokken 16.17 kontaktede svigersønnen til en 90-årig kvinde fra Birkerød politiet, fordi hun var blevet kontaktet telefonisk af ukendt gerningsmand, der udgav sig for at være fra Danske Bank. Kvinden blev efterfølgende personligt kontaktet på egen adresse, hvor hun udleverede sine to dankort til gerningsmanden. Der blev efterfølgende hævet 13800 kr. fra kvindens konti. Kortene blev spærret, skriver Nordsjællands Politi.
Politiet modtog onsdag klokken 16.16 en anmeldelse om et bedrageri, som havde fundet sted samme dag i Holte klokken 14.00. Anmelderen, sønnen til en 86-årig kvinde, der var blevet bedraget, fortalte, hans mor var blevet ringet op af en person, der udgav sig for at hedde Anders Dahl Rasmussen, som udgav sig for at være fra banken. Manden havde oplyst kvinden om, at nogen havde misbrugt hendes dankort. Derefter var nogen dukket op på adressen for at hente dankortet og pinkoden. Anmelder oplyste, at der var blevet hævet omkring 15.000 kroner på kortet.
En 84-årig kvinde fra Birkerød anmeldte onsdag klokken 17.28 et kontaktbedrageri.
– Kvinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Danske Bank og oplyste, at nogen havde forsøgt at overføre penge fra hendes konto til en svensk konto. Herefter kom en mand hjem til hende på adressen og fik udleveret et Skagensmaleri, smykker, en Dupont guldlighter, en guldkuglepen, et ur, dankort samt pinkode. Der var herefter hævet penge i en automat i Hørsholm. Kortet blev efterfølgende spærret, skriver politiet.
Her er der et signalement af gerningsmanden. Han beskrives på følgende vis.
Dansktalende mand, østeuropæisk af udseende, 30 år, 170-175 cm, spinkel kropsbygning og sort, kort hår.
I Holte gik det ud over en 89-årig kvinde.
– Klokken 17.26 ringede svigersønnen til en 89-årig kvinde til politiet, fordi hans svigermor samme dag omkring klokken 12 havde åbnet døren for to mænd, som påstod, at de var fra forsikringen og skulle ind og se værdigenstande i lejligheden. Mændene havde fået hendes dankort og pinkode og havde derudover taget to af kvindens ringe med fra huset. Kvinden havde desuden udleveret 27.000 kr. i kontanter til mændene, lyder det fra Nordsjællands Politi.
Også i Gentofte, Jægerspris og Hillerød.
I Gentofte var det en 85-årig kvinde, som var blevet ringet op af “Martin Vednæk”, der påstod at være fra Nordea, hvor kvinden har bank. En anden mand, “Adam Hansen”, henvendte sig efterfølgende på adressen. Efter det kunne kvinden ikke finde sit Dankort, og kortet blev spærret.
I Kvistgård gik det udover en 75-årig kvinde. Også her blev hun ringet op af en fra banken. Kort efter var en ung fyr, der udgav sig fra også at være fra banken mødt op hos kvinden for at afhente hendes kreditkort.
I Frederikssund var offeret en 86-årig kvinde fra Jægerspris.
Hun var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra Nordea. Han oplyste, at hendes konti var i fare for svindel, hvorfor han ville hjælpe hende med at spærre hendes kort. Gerningsmanden viderestillede afhørte til en anden person, som udgav sig for at være fra politiet, og som oplyste, at han ville sende en person til adressen. Den person ville oplyse en kode, så kvinden kunne være sikker på, at det vitterlig var Nordea, som var ankommet. Efterfølgende kom en mand til adressen og oplyste koden, hvorefter kvinden udleverede to kreditkort. Dagen efter kontaktede kvinden sin bank, da hun var blevet mistænksom, hvor hun fik at vide, at der var hævet et stort beløb fra hendes konto. Den 86-årige kvinde kunne også fortælle politiet, at der var forsvundet to guldkæder og to guld fingerringe som havde ligget i hendes entre.







