Peter Ankersen insisterer på at nyde den sidste tid

Peter Ankersen insisterer på at nyde den sidste tid som professionel fodboldspiller. Foto: FC Nordsjælland.

Han har været professionel fodboldspiller i 18 år, vundet titler, spillet landskampe, og spillet i Serie A, men Peter Ankersen er ikke sikker på, at det er hans sidste sæson. Han har tænkt sig at nyde hver dag, indtil det er tid til at stoppe karrieren.
Af Mikkel Kjølby
Den 22. september fylder Peter Ankersen 36 år, men man skulle ikke tro det, når man ser ham spille for FC Nordsjælland.
Den evigtunge fodboldspiller har været professionel fodboldspiller i 18 år. Han fik debut i Superligaen for Esbjerg fB som 19-årig. Det er blevet til ophold i Rosenborg, Red Bull Salzburg og Genoa, men også mesterskaber med FC København. I sommeren 2024 skiftede han til FC Nordsjælland på en kontrakt som udløber i sommeren 2027.
Men er det så sidste sæson som professionel fodboldspiller?
– Jeg må lade dig være svar skyldig. For mig handler det ikke om et stykke papir, men om, hvordan jeg selv har det. Jeg er bevidst om min alder, og at det lakker mod enden, men så længe jeg kan følge med og har det sjovt, har jeg lyst til at være med. Det kan være, at klubben synes, jeg skal blive ved, så må vi se på det. siger Peter Ankersen.
Han har fundet stor nydelse i sin rolle som stabilitetsspiller og rollemodel for de unge talenter.
– Det er en sjov rolle at have i forhold til de unge. Man er med til at skubbe de drenge i en god retning. At man har påvirket dem i en positiv retning og givet dem et sidste skub, betyder enormt meget for mig. Jeg nyder at gå på arbejde hver dag, selvom jeg har prøvet det, jeg gerne vil og vundet diverse ting, konstaterer Peter Ankersen.
Og jo, han har forberedt sig på at karrieren lakker mod enden, men nægter at lade det påvirke.
– Jeg er bevidst om at nyde den sidste tid og sørger for at være i nuet. Det ville være ærgerligt at sidde her næste sommer og have glemt at nyde det, siger Peter Ankersen og kommer ind på fremtiden.
– Jeg har bragt mig selv i en situation hvor jeg kan tage mig god tid til at finde ud af det. Jeg har i sidste sæson taget træneruddannelse, så jeg står med B-licens. Jeg kan ikke komme videre, indtil jeg stopper som aktiv i forhold til, hvor lang tid det tager at komme videre med uddannelse. Det interesserer mig og på sigt, hvis begge parter er interesserede i det, kunne jeg fortsætte i klubben som træner.
Indtil videre handler det om Superligaen og Conference League.
– Vi har en spændende trup. Nogle har meldt os op som guldfavoritter. Så langt vil jeg ikke tage den, men vi er et hold, som har spillet sammen længe. Vi har kun mistet Caleb. Hvis vi formår at holde samme på truppen, så går vi noget i møde, men guldfavoritter vil jeg ikke sige, lyder Peter Ankersens vurdering.

Et dejligt liv
Hvis man fortsat tror, at FC Nordsjælland er et babyhold, så bør man holde øje med, hvad der sker efter hjemmekampe. En gruppe af spillerne søger hen til deres familier, børnene bliver hevet ind på banen og fejrer sammen med fansene ved stemningstribunen.
Peter Ankersen nyder at have tid til børnene.
– Jeg står op med børnene om morgenen og har en stille og rolig morgen med børn og kone. Jeg kører den ældste i børnehave og henter hende igen, når jeg er færdig med arbejdet i Farum. Jeg prioriterer at have tre-fire timer med børnene, inden de bliver lagt i seng. Det er et dejligt liv, siger Peter Ankersen med et stort smil.
Peter nyder at være i FC Nordsjælland. Især er han imponeret over den kultur, som er bygget op.
– Det med at få bygget kultur. Det er et vidt begreb. Det handler om at få bygget en hverdag, hvor vi konkurrencemennesker kan glæde sig til at komme på arbejde. Vi har bygget en god kultur. Når vi er på banen, er det fuld fokus, men bagefter kan vi godt tage pis på hinanden. Det betyder enormt meget, at man engagerer sig og bruger tid sammen, fortæller Peter Ankersen.
Kulturen og sammenholdet er ikke blevet mindre af at vinde bronzemedaljerne sammen og have kontinuitet i truppen. For et år siden så det helt anderledes ud, og der var tegn på krise.
– Det afspejler jo også, at vi for et år siden, havde et nyt hold. Gud og hver mand blev solgt, så vi startede ikke særlig godt. I år har vi holdt sammen. Det har været spinkle sejre men spillet har været til mere. At vi vinder kampene, viser forskellen på at have relationer og ville det bedste for hinanden, vurderer Peter Ankersen.
De 35-årige ben har fået pauser i det hårde program i august med kampe to gange om ugen. Med kvalifikationen til Conference League vil det fortsætte i november og december. Det skræmmer bestemt ikke Peter.
– Jeg har været en del af det show med tre dages pause i mange år. Selvfølgelig er der forskel på at rejse til Reykjavik midt i ugen og spille igen søndag. Det har selvfølgelig en betydning. Det vigtigste, man kan gøre i den situation, er, at ikke bruge det som en undskyldning for ikke at lægge en 100 procents indsats, siger Peter Ankersen.
ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET

Peter Ankersen nyder rollen som den erfarne spiller, der skal hjælpe de unge gutter på vej. Foto: FC Nordsjælland.

Intet har ændret sig
Man skulle tro, at det krævede ekstra meget at holde en snart 36-årig krop kørende med så intenst et kampprogram, men sådan ser Peter Ankersen ikke på det.
– Der er ikke noget entydigt svar på, hvordan man lever som professionel fodboldspiller. Hvad der fungerer for mig, fungerer ikke for andre. Jeg holder mig til mine rutiner, forklarer Peter Ankersen, som hverken har voldsomt fokus på kost eller hård styrketræning.
– Jeg går ikke vanvittigt meget op i kost. Jeg spiser, hvad jeg lige føler for, men det er klart, at jeg ikke spiser pizza dagen før en kamp, siger Peter Ankersen, som også peger på genetik i forhold til at kunne holde kroppen ved lige.
I bund og grund gør han det samme, som han gjorde, da karrieren var på toppen.
– Man skal finde en vej og en måde, hvorpå det virker for en selv. Man kan prøve at tage en masse input ind, tage noget og samtidig smide væk, så finder du et godt mix, for hvad der fungerer. Det ligger lidt på rygraden i forhold til at have en god følelse op til en kamp, forklarer Peter Ankersen.

 

Sæsonen 2026/27 kan blive den sidste for Peter Ankersen, men bentøjet fejler ikke noget som helst.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *