Nordsjællands Politi anholdte onsdag en mand fra Vanløse i forbindelse med to bedragerisager.
– Klokken 14.53 modtog politiet en anmeldelse fra en 85-årig mand fra Liseleje, der var blevet kontaktet af en person, som udgav sig for at være fra banken. Manden blev oplyst om, at der ville komme en ”bankmedarbejder” hjem til ham for at hjælpe med at spærre hans kort. Kort efter blev der hævet penge fra den 85-åriges kort.
– Samme dag klokken 16.40 blev en 89-årig mand fra Birkerød kontaktet af en mand, der præsenterede sig som ”Nikolaj” fra banken. Han opfordrede den ældre mand til at tage hjem, da der ville komme nogen forbi. Politiet blev sendt til adressen og anholdt her en 19-årig mand fra Nyborg. Kort efter blev endnu en person, en 36-årig mand fra Vanløse, anholdt i samme forbindelse. Efterforskningen viste, at det var de samme personer fra bedragerisagen i Liseleje, skriver Nordsjællands Politi i døgnrapporten.
Begge mænd blev fremstillet i grundlovsforhør onsdag den 23. juli.







