Beboerne i Espebo blev bedt om at gå indenfor, mens Nordsjællands Politi undersøgte et muligt skudhul ved Ryetvej 89. Men det var ikke et skudhul.
Af Mikkel Kjølby
Fredag ved 12-tiden ankom Nordsjællands Politi til bebyggelsen Espebo på Ryetvej i Værløse.
En stor del af området blev spærret af, og beboerne blev bedt om at opholde sig indendørs. Indsatsen var centreret omkring adressen Ryetvej 89. Fredag kl. 13 bekræftede Nordsjællands Politi, at de var i området i forbindelse med en politiforretning, men ville ikke give flere detaljer.
Fredag aften var Nordsjællands Politi blevet mere meddelsomme.
– Vi var i området for at undersøge t muligt skudhul i en glasrude. Efter undersøgelserne kunne vi konstatere, at der ikke var tale om et skudhul, fortæller Nordsjællands Politi til Alt om Furesø.
Indsatsen i Espebo varede cirka en times tid, men skabte stor utryghed blandt beboerne. Heldigvis var der altså ikke tale om et skudhul.







