Politikerne vil høre din mening – kom til dilemmamøde

Politikerne inviterer til møde om dilemmaerne, som venter dem i forbindelse med budgetprocessen.

Furesø Byråd inviterer til borgerdialog tirsdag den 9. juni kl. 19-20.30. Oplægget lyder på diskussioner om dilemmaer. Hvor skal pengene bruges?
Af Mikkel Kjølby
Borgerinddragelse har alle dage været et tema for lokalpolitikerne. I 2017 gik det så vidt, at Furesø Byråd vedtog Furesømodellen for borgerinddragelse.
Furesømodellen er en struktureret ramme for samskabelse mellem borgere, politikere og forvaltning, hvor borgerne inddrages tidligt, tydeligt og målrettet i den politiske proces. Modellen bygger på det repræsentative demokrati, men udvider det med systematiske metoder til dialog, udviklingsudvalg og fælles problemløsning.
I starten gik politikerne meget op i Furesømodellen, men efterhånden kom der mindre og mindre fokus på den.
Nu indkalder byrådet til et borgermøde, hvor der skal diskuteres dilemmaer. For hvad skal pengene bruges på?
Skal rabat til seniorer fjernes og kanaliseres til skoleområdet? Skal skolerne omlægge arbejdet, så flere børn kan blive en del af de almene fællesskaber? Skal Furesø have flere virksomheder og dermed flere indtægter til velfærd selvom, det kan betyde færre naturarealer?
Mødet på Furesø Rådhus tirsdag den 9. juni kl. 19 til 20.30 er første skridt i årets budgetproces, som fører frem til vedtagelsen af et nyt toårigt budget i efteråret 2026.
– Når vi forhandler budget, står vi i det ene dilemma efter det andet. Skal vi have flere voksne på stuerne i børnehaverne, flere lærere i skoleklasserne eller flere, der tager sig af vores ældre, så skal pengene tages fra andre områder. Vi inviterer nu alle med i de svære dilemmaer. Jeg håber, at mange vil komme og være med, siger Nicolai Bechfeldt (V), Furesøs borgmester.
Tidligere borgmester og nuværende næstformand for Økonomi- og Erhvervsudvalget, Ole Bondo Christensen (S) glæder sig til at høre borgernes mening.
– Vi lægger vægt på at invitere borgerne med i drøftelsen af, hvordan vi fortsat skal udvikle kommunen, og her er budgettet jo afgørende for de fremtidige prioriteringer. Jeg glæder mig meget til, at vi sammen kan vende udfordringerne, mulighederne og dilemmaerne. Det er første skridt i den proces, der ender i et budget, der vedrører alle Furesøs borgere, siger Ole Bondo Christensen (A).

Færre tilskud til ressourcestærke ældre?
På dilemma-dagen præsenterer Furesøs borgmester og alle udvalgsformænd dilemmaer inden for alle fagområder fx ældre, børn, kultur og klima. Derefter kan borgere deltage i diskussioner om dilemmaerne ved cafeborde. Borgere kan nå at deltage i to fagområders dilemma-snakke.
Borgere kan fx møde dilemmaer, om hvorvidt kommunen aktivt skal prøve at tiltrække virksomheder for at få flere indtægter, selvom det kan give trafikgener og måske mindre natur. Skal kommunen stoppe med at give aldersbetingede rabatter, fordi Furesøs ældre er mere ressourcestærke end tidligere, så pengene kan bruges andre steder? Og hvornår kan et menneske med god gavn afløses af velfærdsteknologi?
Skal vi have flere større børnehaver? Det vil kunne flytte penge fra bygninger til medarbejderressourcer. Men det kan også betyde mere transport for forældrene og store børnehaver. Hvad med folkeskolerne? Næsten hver tredje krone i skolerne bliver brugt til specialundervisning. Skal det fortsættes sådan, eller skal arbejdet omlægges, så flere børn kan blive en del af de almene fællesskaber? Og skal flere midler til kultur og idræt prioriteres til aktiviteter og indsatser, der direkte understøtter velfærdsområdernes opgaver?
Der er nok af dilemmaer, flere endnu på dagen og noget for enhver interesse.
Diskussionerne og samtalerne om dilemmaerne skrives ned og konklusionerne kommer med i det videre arbejde med budgettet for 2027-2028. I august præsenterer forvaltningen et katalog af muligheder og besparelser, som politikerne så forhandler om. I oktober 2026 vedtages budgettet for de kommende to år.

Program og tilmelding
Tirsdag den 9. juni kl. 19-20.30 på Furesø Rådhus, Stigager 2, 3500 Værløse. Tilmelding sker på Furesøs hjemmeside senest den 7. juni.
Kl. 19: Borgmester Nicolai Bechfeldt byder velkommen, præsenterer dagsorden og taler om tværgående dilemmaer.
Kl. 19.10: Oplæg om ældre, børn, social, kultur og klima ved udvalgsformand. Fem minutter til hvert område.
Kl. 19.35: 1. cafédrøftelse ved borde.
Fælles drøftelse med Nicolai og udvalgsformændene med fokus på at indsamle input fra borgerne.
Kl. 19.55: 2. cafédrøftelse ved borde
Fortsat drøftelse ved borde med Nicolai og udvalgsformændene med fokus på borgerinput.
Kl. 20.15: Opsamling i plenum
Kl. 20.30: Afslutning

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *