Døgnrapporten fra Nordsjællands Politi den 5. juli 2024.
Sigtet for spirituskørsel, Værløse
Onsdag aften klokken 21.05 blev en 30-årig mand fra Værløse standset, da han kom kørende ad Olaf Becks Allé. Da mandens promille viste sig at være over den tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor der blev udtaget en blodprøve fra ham.
Blodprøven skal nu analyseres for at fastlægge den 30-åriges nøjagtige promille til brug for den videre behandling af sagen.
Flere anmeldelser om musik til ulempe, Nordsjælland
Der har det seneste døgn været flere anmeldelser om musik til ulempe rundt omkring i Nordsjælland. Blandt andet måtte en patrulje bede nogle festglade mennesker om at skrue ned for musikken på Eivindsvej og Øresundvej i Charlottenlund. En patrulje kørte også til Mellemvangsvej i Espergærde, hvor de sørgede for, at der blev skruet ned for musikken.
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme. Det skal der også være plads til. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent.
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de fleste sjældent er ude på at genere deres naboer.
Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 114. Vi er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.