Populært madsted lukker – Ramt af den perfekte storm

Brødbanditten er endegyldigt lukket og sat til salg.

Søren og Tina Grau Morén åbnede Brødbanditten i Farum Erhvervspark i 2018. Efter en hård rejse med corona, inflation og andre ulykker har parret valgt at dreje nøglen om.
Af Mikkel Kjølby
Tilbage i 2017 stod Søren og Tina Grau Morén ved en skillevej i livet. Søren kørte lastbil, men en operation i knæet gjorde, at han skulle finde noget andet. De faldt i snak om det.
– Tina er uddannet på kontor, men i sine unge dage arbejdede hun som smørrebrødsjomfru hos Cederstreem på Farum Hovedgade, og jeg havde en uddannelse som mellemleder hos Silvan, så vi stod med nogle kompetencer, som kunne komme i spil, fortæller Søren Grau Morén.
Kort forinden var det sidste spisested i Farum Erhvervspark lukket, så der var et hul i markedet. Parret kom dog igennem en lang proces med 11 måneders sagsbehandlingstid, inden de fik lov til at sætte en pavillon på Silvans parkeringsplads på Gammelgårdsvej. Det blev til Brødbanditten.
Det startede forrygende. Der var stor opbakning fra de lokale kunder. FC Nordsjælland bestilte sandwich til fodboldholdene og det meste spillede for Søren og Tina, som solgte smørrebrød, flæskestegs- og frikadellesandwich, hjemmelavede frikadeller, frokostboller og pølser, men til syvende og sidst var smørrebrødet det mest populære.
Men så kom coronanedlukningerne.
– Da der var underskud i forretningen lige efter starten, kunne vi ikke få hjælpepakker. Det var en hård kamp. Lige efter invaderede en vis herre Ukraine, og så kom inflationen og prisstigningerne. Det var et ekstra dunk oveni hovedet, fortæller Søren Grau Morén.


For to år siden satte de Brødbanditten til salg, men fortsatte driften af forretningen.
– Vi havde en køber, men desværre ville banken ikke spille med, fortæller Søren Grau Morén.
Nu er det endegyldigt slut. Tina er blevet syg og helbred kommer i første række. Det blev hovedet på sømmet.
– Vi er i gang med at få den solgt, og flere vil gerne købe den. Det er et godt sted. Vi har kæmpet for det, men vi startede bare på et forkert tidspunkt. Vi har ramt den perfekte storm, konstaterer Søren Grau Morén.
Selvom det ikke gik som håbet, er der ikke nogen bitterhed.
– Uanset hvordan det er gået, har det været en fantastisk oplevelse. Vi har haft en indvirkning på lokalområdet. Det har været en vigtig del af det, siger Søren Grau Morén.
Han er i gang med det næste og vil gerne uddanne sig som automatiktekniker, så han kan servicere og vedligeholde robotter, mens Tina, som er uddannet indenfor kontor og regnskab overvejer, hvad der skal ske i fremtiden.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *