Den 1. oktober 2002 holdt Johannes Krarup sin første gudstjeneste som sognepræst i Værløse. 21 år senere er han blevet folkekær. Han deler ud af sine erfaringer og livslærdom i denne serie, hvor vi kommer med på fem nedslag i hans liv.
Del 2. Lykke og sorg
Johannes Krarup var 10 år gammel, da familien vendte hjem til Danmark efter et årti som missionærfamilie i forskellige afrikanske lande.
En borgerkrig i Liberia satte en stopper for faderens virke som missionær i Afrika. Han arbejdede en periode som efterskolelærer, inden han blev ansat som sognepræst i den sønderjyske by, Jels. Familien blev samlet, efter børnene havde været på kostskole i Liberia.
– Jeg oplevede det som en lykkelig tid. Jeg kom til en god klasse og et dejligt miljø. Det var et rigtigt drengeliv. Jeg elsker omgivelser med sø og skov. Jeg har altid haft en åre i mig med jagt og fiskeri, fortæller Johannes Krarup.
Allerede i 8. klasse fik Johannes et fritidsjob lige efter hans hoved. Han blev hyret af Dinesens Savværk.
– Det var fysisk hårdt arbejde, men jeg var brølstærk. Jeg kunne slide to voksne mænd op, når vi lavede planker. Det gav noget arbejdsmoral. Vi mødte klokken 7 og kom først hjem klokken 16 eller 17, siger Johannes Krarup.
Ikke mindst nød den unge mand, at hele familien var samlet. Men der var et men. Et alvorligt et af slagsen.
Johannes mor var syg med kræft.
– Det prægede familien. Der var en smerte. Men der var også håb. Hun var ved at komme sig, men hun gik bort efter 4 ½ års sygdom, siger Johannes Krarup, som var 19 år, da hans mor gik bort som 47-årig.
Forløbet har lært ham noget, som han tager med i sin præstegerning.
– Vi talte åbent om tingene i familien. Det har givet mig den styrke, at jeg altid vil tale om livet, sådan som det er og møder en, forklarer Johannes Krarup.
Han finder altid håb og trøst i den kristne tro.
– Den kristendom, som jeg tror på, er en gud, som kan tåle hårde slag. Jeg tror på en gud, som vandrer med os. Jeg glæder mig altid, når jeg ser folk, som midt i sorgen ser lyset blive tændt. Sorg er den eneste rigtige reaktion, når man tager imod et mørkt budskab om en person, som man elsker. Det er derfor, det gør ondt, lyder det fra Johannes Krarup.
Han har dog et ønske.
– Jeg kunne godt tænke mig, at begravelsen kunne vente en uges tid mere. Ofte har de efterladte slet ikke forstået, hvad der er sket, når der er bisættelse. Jeg oplever, at efterladte vågner op en til to uger efter bisættelsen og tror, at den afdøde fortsat lever. Det er ikke så underligt, når man 5/6-dele af sit liv har været sammen med den person, siger Johannes Krarup.
