For to år siden lancerede Furesø Kommune og de lokale erhvervsforeninger projektet Klimapartner. Nu bliver det relanceret.
Det ramte en aktuel og populær dagsorden, da Furesø Kommune og de lokale erhvervsforeninger lancerede samarbejdet Klimapartner for to år siden, men med tiden stagnerede antallet af tilmeldinger.
I foråret 2024 var antallet af samarbejdspartnere på 64, hvilket var en del under målsætningen om 100 klimapartnere.
I forbindelse med generalforsamlingen i Furesø Erhvervsforening fortalte kommunaldirektør Henrik Studsgaard, at det var nødvendigt med gentænkning af projektet. Det skulle ske på baggrund af en survey, som blev sendt ud til virksomhederne.
Nu relanceres partnerskabet i en ny og mere enkel form. Det besluttede Erhvervskontaktudvalget på deres seneste møde.
Fremover vil udgangspunktet i partnerskabet være to årlige videns-arrangementer, hvor der også er mulighed for at netværke på tværs. Virksomhederne tilbydes stadig vejledning af Erhvervshus Hovedstaden i forhold til grøn omstilling, og samtidig får klimapartnerne mulighed for at synliggøre udadtil, at de støtter op om klimadagsordenen.
Forenklingen af klimapartnerskabet kommer i erkendelse af, at det er svært at opretholde et forpligtende medlemskab, hvor virksomhederne skal rapportere på deres indsatser, når hverdagen i forvejen er meget travl.
Næstformand i erhvervskontaktudvalget Jørgen Godt Olsen fra NCK forklarer i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
– Klimaet og biodiversiteten er den vigtigste agenda for kloden, og vi ser ind i mange forandringer de kommende år, som vil påvirke størsteparten af virksomhederne på den ene eller den anden måde. Vi har et ønske om at bidrage positivt til den omstilling. Derfor synes vi, det er vigtigt med et lokalt fællesskab, hvor vi bakker op om de fælles målsætninger. Samtidig kan vi hjælpe hinanden og sammen blive klogere på de grønne muligheder.
Projekt Klimapartner genstartes
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest