Pulje til idrætslivet vækker begejstring

Gregers Bisgaards (tv.) arbejde for at få midler til forundersøgelser har båret frugt. En række foreninger står klar til at søge.

I budgetaftalen indgået af ACBØF-partierne er der afsat 600.000 kroner i 2027 til at støtte lokale foreningers arbejde med at udarbejde konkrete anlægsprojekter. Det vækker begejstring i en række foreninger.
Af Mikkel Kjølby
For nogle år siden meddelte Furesø Kommune, at der var lukket for kassen i forhold til finansiering af nye idrætsfaciliteter i Furesø Kommune.
Foreningerne måtte altså selv punge ud. Det har Hareskov-Værløse Tennisklub gjort i forbindelse med anlægget af to nye tennisbaner.
For en måned siden gjorde formanden for Farum Gymnastikforening, Gregers Bisgaard, opmærksom på, at foreningen havde ringe plads, men ikke ville finansiere en forundersøgelse af den hal, som der i 2021 blev lavet en byggegrund til ved Farum Arena.
Nu har ACBØF-partierne i deres budgetaftale lagt op til, at oprette en pulje på 600.000 kroner på budgettet i 2027. Det er identisk med det beløb, som er nævnt som udgiften til en forundersøgelse i forbindelse med en ny hal ved Farum Arena.
– Vi vil afklare mulighederne for public-private partnership model med henblik på at udvikle vores kultur, idræts- og fritidsfaciliteter. I den forbindelse afsættes der i 2027 op til 600.000 kr. til at støtte lokale foreninger herunder Farum Gymnastikforening i deres arbejde med at udarbejde konkrete projekter til kommende anlægsprojekter, der efterfølgende kan anvendes til fondsansøgninger, står der i budgetaftalen.
Ved nærmere tjek viser det sig, at puljen er tilgængelig for alle foreninger og altså ikke kun Farum Gymnastikforening.
Formanden for Kultur, Fritids- og Idrætsudvalget, Mehmet Anik (A) forklarer:
– Som der står i budgetaftalen, er formålet med puljen, at “støtte lokale foreninger herunder Farum Gymnastikforening i deres arbejde med at udarbejde konkrete prospekter til kommende anlægsprojekter, der efterfølgende kan anvendes til fondsansøgninger. Puljen er altså ikke alene reserveret til Farum Gymnastik forening. Når den nævnes, er det fordi, vi ved, at de er ganske langt i deres overvejelser om en ny springhal, lyder det fra Mehmet Anik.


Den melding vækker glæde i andre foreninger.
Hareskov If har længe arbejdet med en plan for grusbanen ved klubhuset og flytning af Hareskov Fitness i Hareskovhallen.
– Vi har noteret et ønske om en mindre “socialdemokratisk” tilgang til samarbejde mellem kommune og foreninger. Vi glæder os til at være prøvekanin i forhold til afprøvning af nye samarbejdsmodeller. Vi vil bestemt søge puljen til finansiering af nogle af de “forundersøgelsesudgifter” som vi pt selv afholder – og pt med fuld risiko for at de er tabt, hvis projekt ikke bliver til noget, siger Jakob Schou, bestyrelsesmedlem i Hareskov If Fodbold.
Værløse Boldklub har længe forsøgt at finde finansiering til et projekt ved klubhuset.
– Jeg vil da også gerne vide, om vi har mulighed for at søge tilskud fra de midler, for vi bruger jo også penge til projektbeskrivelser til vores fondsansøgninger om penge til ny børnebandebane og legeplads, siger Søren Jensen, formand for Værløse Boldklub.
Hareskov-Værløse Tennisklub bekræfter ligeledes, at man vil søge puljen til forundersøgelse af endnu en tennisbane.
Værløse Gymnastik har også planer for Søndersø Idrætscenter.
– Selvfølgelig vil vi også søge den pulje. Vi er i gang med et projekt, som passer til den, siger Gitte Dahl.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *