Racerbaner, bamser, højstole, en gyngehest og et hav af legetøj

Den omvendte julemand tog fra Værløse Bymidte med et kæmpe løs julegaver til udsatte børn.

Den omvendte julemand tog fra Værløse Bymidte med en trailer pakket med gaver til udsatte børn. Det blev til hele 48 hjælpenissediplomer.
Af Mikkel Kjølby

Familierne i Værløse tog i den grad imod konceptet med den omvendte julemand. Det var tidligere centerkonsulent på Værløse Bymidte, Erik Christiansen, som søndag formiddag trak i julemandstøjet og iklædte sig stort hvidt skæg og gav den som den omvendte julemand.
Så var tanken, at lokale børn kunne donere deres overskudslegetøj til udsatte børn. Men ville de det?
Ja, hold da op. Sikke en succes.
– Det gik fantastisk. Jeg delte hele 48 hjælpenissediplomer ud til børnene, fortæller Erik Christiansen, som kørte fra Bymidten med en trailer proppet med legetøj.
– Det var alt lige fra racerbaner, kæmpestore bamser, højstole, en gyngehest og et hav af legetøj. Jeg betragter det som en succes, siger Erik Christiansen.

En familie stillede to store sække med gaver
Erik Christiansen ærgrer sig kun over, at han ikke fik hilst på den familie, som stillede to sække med nydeligt indpakkede gaver, mens han var på det lille hus.
– Jeg så aldrig, hvem de var. De skulle have et diplom. Jeg afleverede dem, som de var til Red Barnet. Deres første kommentar var: Du godeste” da de så alle de gaver, forklarer Erik Christiansen.
Han nød at give den som den omvendte julemand.
– Jeg har stor fornøjelse af at se rollingerne, som ser med deres store øjne op på det store hvide skæg. Om jeg kommer igen næste år, det må tiden vise. Konceptet taler til børnene og deres forældre. Det må centerforeningen tage sig af. Jeg vil opfordre dem til at lægge det ned i huskeskålen til næste år, lyder det fra Erik Christiansen, som sender stor ros til Centeforeningen for det fine tiltag.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder