Den lokale erhvervsmand Mikael Boutrup kaster en redningskrans ud til bådudlejningen i Farum Sø. Det er skrevet ind i budgetaftalen, at en privat aktør tager over.
Af Mikkel Kjølby
Det gjorde ondt langt ind i sjælen på Mikael Boutrup, da han læste, at det skulle være slut med den kommunale bådudlejning på Farum Sø.
Han tog straks affære, og i budgetaftalen imellem ACBØF-partierne samt Morten Flindt og Tine Hessner, som blev vedtag, står der, at en privat aktør overtager bådudlejningen fra 2027. Det er Mikael Boutrup, som står klar til at tage over.
– Det er en del af min barndom at sejle rundt i en robåd på Farum Sø. Det kneb sådan i hjertet, at bådudlejningen skulle lukke. Det er jo kun 50.000 kroner, siger Mikael Boutrup.
Mikael tog fat på Ole Bondo Christensen og Bettina Ugelvig, som efter en snak med de andre forligs parter fik skrevet det ind i budgetaftalen. Det sætter en stopper for, at bådene sælges og dermed lukker muligheden for bådudlejning i Farum Sø.
Mikael Boutrup er fyr og flamme. Han drømmer om at fordoble åbningstiden og få gjort noget ved markedsføringen af bådudlejningen, som har været sådan lidt hemmelig.
-Ingen ved, at det findes. Det skal der gøres noget ved, siger Mikael Boutrup.
De sidste somre har Farum Bokseklub fået lidt håndøre for at stå for bådudlejningen ved fiskehytten for enden af Farumgårds Allé. Dem har Mikael Boutrup allieret sig med, men han kommer også selv til at udleje bådene nogle af dagene sammen med venner og familie.
I det hele taget har han mange idéer. Han vil gerne have kanoer til udlejning, og så kan det komme på tale med elektronisk udlejning, som det kendes fra andre steder. Og så ska der skrues op for markedsføringen og kendskabet til bådudlejningen.
Bådudlejningen har i flere omgange stået til lukning. Denne gang var den igen i sparekataloget. Her var den nævnt som en mulighed for at høste en besparelse på 100.000 kroner i 2027 og derefter 50.000 kroner årligt. Interessen for at leje de 57 både var nedadgående. Ifølge kommunens opgørelse kostede hver udlejning 526 kroner i driftsudgifter.
– Bådudlejningen har levet en lidt hengemt tilværelse, hvor vi på forskellig vis har forsøgt at få det til at køre. Det er vores håb, at Mikael kan skabe opmærksom omkring bådudlejningen og få liv i det igen, siger Ole Bondo Christensen.







