Foreningen Ring4trafik indkalder til borgermøde med folketingsmedlem Kim Valentin (V) den 17. marts. Foreningen arbejder videre for en nulløsning uden udvidelse af Ring 4 Nord.
Af Mikkel Kjølby
Ifølge folketingsmedlem Matilde Powers (S) var regeringspartierne blevet enige om, at der ikke kommer 6 spor på Ring 4 Nord, men en fælles udmelding blev forhindret af udskrivelsen af folketingsvalget. Matilde Powers oplyser desuden, at Socialdemokratiet nu går ind 4 spor på Ring 4 Nord.
Formanden for foreningen Ring4trafik, Marianne Mikkelsen, glæder sig over meldingen, men stiller sig ikke tilfreds.
– Foreningen Ring4trafik.dk er selvfølgelig tilfreds med at der ikke bliver 6 spor på Ring 4 Nord. Men vi er langt fra i mål. Vi skal kun have 2 spor på Ring 4, hvilket betyder, at der ikke skal ske ændringer. Vi kan kun gå med til en udvidelse omkring lyssignaler, hvor der i dag er 4 spor i 100 meter, lyder det fra Marianne Mikkelsen.
Vejdirektoratet har anbefalet 4 spor på Ring 4. Det er den gængse opfattelse, at der bliver en udvidelse af Ring 4 til 4 spor, men Marianne Mikkelsen kæmper videre imod en udvidelse.
– Det er to spor i hver retning. Det vil vi ikke have. Det bliver forløberen for en motorvej, siger Marianne Mikkelsen.
Heller ikke ønsket om BRT-light løsning i 4 spor huer formanden.
– Det vil vi ikke have. Vi vil have en 400S-bus, som kører i de nuværende spor, siger Marianne Mikkelsen.
Hun peger på, at der ikke er trængselsproblemer på Ring 4 Nord.
– På strækningen fra Åvej til Hillerødmotorvejen siger Vejdirektoratets målinger, at gennemsnitshastigheden er 65 km/t. Der er ingen trængselsproblemerne overhovedet, fastslår Marianne Mikkelsen.
Ring4trafik indkalder til et møde med folketingsmedlem Kim Valentin (V) tirsdag den 17. marts 2026 kl. 19.00 i Dyber under Hareskov Bibliotek.
Her vil der følge mere info om foreningens arbejde og kontakten til Kim Valentin, samt hvordan foreningen vil arbejde videre, når der kommer en ny Transportminister efter folketingsvalget.







