Røde Kors Furesø fejrer 150-års jubilæum på Værløse Bymidte

Fra et tidligere arrangement, hvor Røde Kors frivillige fortæller om de mange aktiviteter, som den lokale afdeling tilbyder. Arkivfoto.

Lørdag den 29. august inviterer Røde Kors Furesø til en festlig markering af, at Røde Kors i Danmark fylder 150 år. På Værløse Bymidte kan besøgende møde de lokale frivillige, få indblik i Røde Kors’ mange aktiviteter og smage på jubilæumskagen.
Røde Kors har været en del af Danmark siden 1876. Jubilæet bliver markeret over hele landet, og i Furesø sker det med et stort, åbent arrangement på Værløse Bymidte.
Her sættes der fokus på livet som frivillig i Røde Kors og på, at der er plads til alle, som har lyst til at være frivillig.
Fra kl. 10 vil der være en række boder på Værløse Bymidte, hvor frivillige fra Røde Kors Furesøs forskellige aktiviteter fortæller om deres arbejde. Besøgende kan blandt andet høre om den støtte, de frivillige yder til børn, familier, ældre, ensomme og andre, som har brug for en hjælpende hånd.
Det er også muligt at blive frivillig i Røde Kors-butikken på Værløse Bymidte. Her kan blot et par timers frivilligt arbejde om ugen gøre en stor forskel – både for butikken og for det fællesskab, man bliver en del af.
En anden mulighed er at blive parathjælper. Parathjælperne løser konkrete og praktiske opgaver for mennesker i en sårbar situation, som ikke har andre at spørge om hjælp. Opgaverne kan være meget forskellige, og Røde Kors forsøger at matche den enkelte frivillige med en passende opgave.
– Jubilæet er en anledning til både at fejre Røde Kors’ lange historie og vise, hvor meget frivilligheden betyder lokalt. Vi håber, at mange vil kigge forbi, møde vores frivillige og få et indblik i de mange forskellige fællesskaber og aktiviteter, vi har i Furesø, fortæller formand Tine Sahlgren.

Jubilæumskage og smagsprøver
Det bliver en dag, hvor lokale fællesskaber mødes på tværs af alder, baggrund og kultur.
Der bliver naturligvis også noget til den søde tand, når den store jubilæumskage bliver skåret ud og delt ud til gæsterne. Under arrangementet bliver det muligt at købe lodder i en tombola med mange attraktive præmier.
– Man behøver ikke nødvendigvis bruge mange timer om ugen for at blive frivillig. Der findes mange forskellige opgaver, og vi har plads til mennesker med forskellige erfaringer og interesser. Det vigtigste er lysten til at gøre en forskel sammen med andre, understreger kasserer Peter Bonfils.

Mulighed for selv at blive frivillig
For dem, der bliver nysgerrige på frivilligt arbejde, vil der være en særlig bod med information om mulighederne for at blive frivillig i Røde Kors Furesø. Her kan interesserede få en uforpligtende snak.
Arrangementet er åbent for alle, og det er gratis at deltage.

Fakta
Hvad: Røde Kors Danmarks 150-års jubilæum
Hvor: Værløse Bymidte
Hvornår: Lørdag den 29. august 2026 fra kl. 10
Pris: Gratis adgang
Program: Aktivitetsboder, jubilæumskage, tombola, præmier og mulighed for at høre om frivilligt arbejde

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *