Furesø Rotary klub sætter fokus på Ukraine mandag den 4.december 2023.
Det sker med foredrag fra lokale ildsjæle, blandt andet Soley Jaeger, der er ansvarlig for projektet Bevar Ukraine og Lars Carstensen, som har været primus motor i opbygning og indkvartering af flygtninge i den gamle Videx-bygning på Kirke Værløsevej.
– Rotary vil gøre en forskel, fastslår klubbens Præsident Michael Bested Larsen og fortsætter:
– Og det gør vi ved at være sammen i et netværk, ved at støtte internationale humanitære projekter og via lokale initiativer som vores indsats for Ukraine.
Furesø Rotary Klub får normalt mad fra Værløse Bio & Café, og denne mandag bliver maden særlig ukrainsk med serveringen af den ukrainske nationalret Borsch.
På verdensplan har Rotary næsten udryddet Polio ved at have fået vaccineret mere end 2 milliarder børn verden over.
Det er sket med lokale frivillige rotarianere.
– Det har vi støttet, og her lokalt er vi faktisk lidt stolte af vores indsats for Ukraine, og det vil vi nyde på mandag sammen deres nationalret, siger Michael Bested Larsen.