Bestyrelsen for Farum Fjernvarme stiller forslag om fusion med Vestforbrænding til ekstraordinært årsmøde onsdag den 13. december.
11 år efter sagen om transmissionsledningen
En transmissionsledning fra Ballerup til Hillerød. Et gigantisk varmepumpeanlæg i Farremosen og meget mere.Alt dette bliver en del af Vestforbrænding, hvis et flertal på 2/3-del stemmer ja til en likvidation af Farum Fjernvarme til fordel for fusion med Vestforbrænding. Samtidig skal der være flertal for et ja i alle repræsentantskabsgrupperne.
Skulle det ikke lykkes, vil der blive indkaldt til et nyt årsmøde inden fire uger. Her kan et simpelt stemmeflertal afgøre sagen.
Vestforbrænding og Farum Fjernvarme har flere gange været i dialog.
Tilbage i 2012 ønskede Vestforbrænding at overtage transmissionsledningen fra Ballerup til Hillerød. Farum Fjernvarme udnyttede en forkøbsret og fik ejerskabet af transmissionsledningen. Denne ledning indgår i fusionen som en del af Farum Fjernvarmes aktiver. Det samme gør varmepumpeanlægget i Farremosen.
Farum Fjernvarme får mulighed for at sælge en grund i Farremosen inden fusionen, det sker for at forbedre selskabets økonomi.
Ved en fusion overtager Vestforbrænding ikke ansættelsesforholdet til Farum Fjernvarmes direktør Nighat Kamal, men overtager Farum Fjernvarmes medarbejdere i det omfang det følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Fusionsprocessen blev sat i gang, da et flertal på repræsentantskabsmødet i april 2023 pålagde Farum Fjernvarmes ledelse af arbejde for en fusion med Vestforbrænding.
Det fulgte efter en periode med store forskelle på fjernvarmeprisen i Vestforbrændings område i forhold til Farum Fjernvarmes område.
Farum Fjernvarme blev ramt af prisstigninger i forbindelse med startvanskeligheder for varmepumpeanlægget samt Ruslands invasion af Ukraine.
Hele bestyrelsens forslag kan ses på Farum Fjernvarmes hjemmeside.
Så sker det: Farum Fjernvarmes andelshavere skal stemme om fusion
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest