Så rige er Furesøborgerne – Hareskov Sogn stikker helt af

Furesøborgerne har typisk en solid formue, men i Hareskovby stikker det helt af. Foto: AI

Arbejdernes Erhvervsråd er på banen med en analyse af formuerne i de enkelte kommuner og sogne. Borgerne i Furesø Kommune følger godt med på en 6. plads over landets kommuner med en medianformue på 1.8 mio. kr.
Af Mikkel Kjølby
Det går godt for borgerne i Furesø Kommune. I hvert fald hvis man taler om økonomi.
Arbejdernes Erhvervsråd analyse af danskernes formuer viser, at alle Furesøborgere mellem 18 og 99 år har en typisk formue på 1.815.000 kr.
Det placerer Furesø Kommune på 6. pladsen over landets kommuner. Gentofte Kommune fører an med en typisk formue på 2.830.200 kr.
Herefter følger Rudersdal, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Frederiksberg, inden Furesø dukker op 6. pladsen foran Dragør, Allerød, Fredensborg og Solrød.
Analysen går også ned i det mindste administrative område, man kan i Danmark – sognene.
Her står det klart, at der er forskel på formuerne i Furesø Kommune.
De 20.540 indbyggere i Farum Sogn har en typisk formue på 1.135.000 kr. Det stiger til 2.159.000 kr. for de 17.500 indbyggere i Værløse Sogn. Og stikker helt af med 3.969.000 kr. i Hareskov Sogn, hvor der er 3840 borgere.
Hareskovby har de seneste år været en igennem en stor udskiftning. Ældre borgere er flyttet eller døde. En ny generation er flyttet ind. I 2021 var Hareskovby så småt ved at blive kendt som Lille Hellerup og nåede 9. pladsen blandt landets sogne i forhold til størrelsen på formuerne.
I 2025 er Hareskov Sogn på 5. pladsen. Rungsted Sogn er landets rigeste med en typisk formue på 4.815.000 kr. Tæt fulgt af Maglegårds Sogn i Gentofte med 4.692.000 kr. De næste er Søllerød Sogn og Skovshoved Sogn.

Formuerne er ulige fordelt
Analysen fra Arbejdernes Erhvervsråd konkluderer, at formuerne i Danmark er enormt ulige fordelt.
I Rungsted Sogn i Nordsjælland er den typiske nettoformue 4.815.000 kroner. I Vollsmose Sogn i Odense er den typiske nettoformue 134.000 kroner.
Dermed er der omkring 4,7 millioner kroner i forskel fra det rigeste til det fattigste sogn.
-Selvom vi bryster os af at være et relativt lige land, vokser den økonomiske ulighed. Det gælder også på ultralokalt niveau, siger Sune Caspersen, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Opgørelsen tager udgangspunkt i indbyggernes nettoformuer. Det vil sige det beløb, man i teorien ville stå med i hånden, hvis man solgte sin bolig, bil, aktier og andre værdipapirer, hævede opsparingen, herunder hele pensionen, og indfriede al gæld.
Flere steder i landet er der store forskelle i formuerne selv inden for helt små fysiske afstande.
-Vores analyse viser, at der selv inden for meget korte afstande, kan være en verden til forskel i de livsvilkår, man har, siger Sune Caspersen.
I Gladsaxe Kommune i Storkøbenhavn finder du på den ene side Haralds Sogn, der huser Høje Gladsaxes almene boligbyggerier. Her er den typiske nettoformue 250.000 kroner. I nabosognet Søborgmagle er den typiske nettoformue 3,4 millioner kroner og dermed næsten 14 gange større.
Samme billede tegner sig i det nordlige Aarhus, hvor der er 3.150.000 kroner til forskel mellem den typiske nettoformue i Risskov Sogn og nabosognet Vejlby.
-Der er en form for magnetisme i penge, hvor de velhavende klumper sig sammen i enklaver, og de mindste formuer koncentreres i andre områder, siger Sune Caspersen.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *