Budgetaftalen indgået mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Konservative lægger op til at fortsætte en pulje, som blev formet ud af ikke brugte midler på ældreområdet.
Af Mikkel Kjølby
I valgåret 2025 viste det sig, at ældreområdet ikke havde brugt hele budgettet. Der var 10 mio. kr., som ikke var brugt. De blev sat ind i en pulje til 2026.
Det er denne pulje, som Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Konservative vil forlænge i 2027 og 2028.
– Ældreområdet er en klar prioritet i budgetaftalen. Vi vil både løfte kvaliteten i den daglige pleje og investere mere i forebyggelse, demensindsats og mulighederne for at få flere ind på arbejdsmarkedet, siger Jan Kjældgaard (F), formand for Udvalget for Handicap, Sociale indsatser, Psykiatri og Beskæftigelse på vegne af ABCFØ-gruppen.
Jan Kjældgaard fremhæver følgende indsatser:
-2,1 mio. kr. årligt i 2027 og 2028 til sundhedsfremme og forebyggelse
-0,5 mio. kr. årligt i 2027 og 2028 til en styrket demensindsats
-0,3 mio. kr. årligt i 2027 og 2028 til spirejob
-9,5 mio. kr. i 2027 og 10 mio. kr. i 2028 til et generelt kvalitetsløft af ældreplejen
Forvaltningen foreslår effektiviseringer
Furesø Kommunes forvaltning har i råderumskataloget til budgetforhandlingerne foreslået effektiviseringer på 5 mio. kr. årligt igennem optimering af vagtplanlægning og hjemmeplejen samt kontinuitet i plejen ved hjælp af reduktion i korttidsfravær.
Det kan ABCFØ godt bakke op om.
– Samtidig skal vi selvfølgelig bruge pengene så godt som muligt. De effektiviseringer, der ligger i budgettet, handler derfor om bedre vagtplanlægning, lavere sygefravær og en stærkere rehabiliterende indsats – altså om at bruge ressourcerne bedre, ikke om at sænke serviceniveauet. Det er vigtigt for os, at effektiviseringer ikke ender som besparelser på den pleje, de ældre oplever. Derfor har vi også skrevet ind i budgetaftalen, at der skal findes en kompenserende bevilling, hvis de forventede effektiviseringer ikke kan realiseres, lyder det fra Jan Kjældgaard.
Formanden for Seniorrådet i Furesø Kommune, Solveig Bisgaard, har i et debatindlæg påpeget, at effektiviseringer kan være fugle på taget.
– Seniorrådet er positivt overfor fornuftige tiltag, men vi må advare mod at man fjerner penge fra budgettet, før det viser sig, om de foreslåede sparetiltag faktisk gennemføres. Hvis man fjerner penge uden sikkerhed for at sparetiltagene virker, vil det betyde, at der må skæres i de normereringer, som i forvejen ligger meget lavt i Furesø, siger Solveig Bisgaard.







