Sådan vil Novafos nedbringe udløb til Farum Sø

Reduktionssti B har projekter for 391.8 mio. kr. Herunder en udvidelse af kloakledningen fra Farumgård til Fredtofteparken. Men det er ikke det gamle projekt til 400 mio. kr. Skitse: Furesø Kommune/Novafos.

Natur- og Klimaudvalget skal tage stilling til, hvordan Novafos skal arbejde videre med målsætningen om at nedbringe udløb til Farum Sø med 85 procent inden 2038. En særlig detalje om Farumgård skal bemærkes.
Af Mikkel Kjølby
Op til valget i 2021 var der voldsom debat om overløb til Farum Sø. Fokus var ikke mindst på overløbene ved Doktorens Bugt, da udløbet er lige ved siden af badestranden.
Efter politisk pres fandt Novafos en gammel plan frem fra skuffen. Man ville lave en tværledning fra det underjordiske bassin på Farumgård til bassinet i Fredtofteparken. Efter nærmere undersøgelser steg prisen fra 63 til 400 mio. kr., hvilket fik politikerne til at droppe planen.
I stedet er fokus rettet mod bassinet i Fredtofteparken, hvor manglende kapacitet og manglende pumpekraft videre til rørene over til Stavnsholt Renseanlæg udløser overløb. 86 procent af alle overløb til Farum Sø kommer fra dette sted.
En af de foreslåede indsatser er igen en udvidelse af kloakrøret fra bassinet ved Farumgård til Fredtofteparken.
Alt om Furesø har spurgt til forskellen på projektet fra 2022 og det nye forslag. Prisen er ikke længere 400 mio. kr., men blot 6,2 mio. kr. Det hænger nøje sammen med det foreslåede underjordiske bassin i Fredtofteparken.
Her er forklaringen fra Novafos.
– Det gamle projekt handlede om at få lukket overløbet ved Farumgård. Det nye projekt handler om at flytte mere vand fra Farumgård til Fredtofteparken – og dermed begrænse overløbet ved Farumgård.
-Det tidligere fremsatte projekt til ca. 400 mio. kr. omfattede etablering af en tunnel med en diameter på ca. 3,5 meter fra Kålundsvej til Fredtofteparken samt etablering af skakte ved hhv. Kålundsvej og i Fredtofteparken. Opdraget fra Udvalget var på det tidspunkt, at de ønskede at lukke overløbet helt ved Doktorens Bugt/Farumgård (F-U8), hvilket kræver et meget stort volumen. Da det ikke var muligt at etablere en skakt ved Farumgård, ville tunnelen komme til at gå helt fra Kålundsvej til Fredtofteparken. På daværende tidspunkt var det ikke klarlagt, om der skulle separatkloakeres i Farum eller om fællessystemet skulle bibeholdes. Da tunnelen viste sig at have en omkostning på op til 400 mio. kr. blev det i juni 2022 vedtaget, at der skulle arbejdes videre med en delområdeplan for Farum, som skulle afgøre, om Farum skulle separatkloakeres eller om det eksisterende afløbssystem skulle opdimensioneres. Dette med henblik på at sikre, at der ikke blev arbejdet videre med løsninger, som efterfølgende kunne vise sig at blive overflødige, hvis en separatkloakering blev vedtaget. Delområdeplanen blev færdiggjort i 2023 og efterfølgende blev det vedtaget at bibeholde og opdimensionere fællessystemet. Herefter har Novafos arbejdet med at konkretisere en samlet plan for reduktion af overløb med 85% på den billigste og hurtigste vis – en plan som fremlægges for Udvalget mandag d. 8. juni.
– Løsningsforslaget, som bliver fremlagt for Udvalget på mandag (8.6.26 red.), indebærer en mindre opdimensionering af to ledningsstrækninger mellem Farumgård og Fredtofteparken, som i dag fungerer som en flaskehals ift. at lede mere fællesvand fra Farumgård til Fredtofteparken og videre til Stavnsholt Renseanlæg: 80 m ledningsstrækning over Farumgårds matrikel opdimensioneres fra ca. 40 cm til ca. 50 cm (indvendig diameter). 200 m ledningsstrækning i offentlig sti opdimensioneres fra ca. 60 cm til ca. 70 cm (indvendig diameter). Dette tiltag medfører 40% reduktion af overløbet ved Doktorens Bugt (F-U8) – og dermed ikke en lukning af overløbet. Men det er et forholdsvis lille tiltag ift. effekten – og adskiller sig anlægsteknisk og økonomisk væsentligt ift. at etablere en tunnel. Etablering af et stort bassin i Fredtofteparken (som foreslået i den nye reduktionssti) er en forudsætning for at kunne udvide ledningerne fra Farumgård til Fredtofteparken, så vi ikke blot øger overløbet ved Fredtofteparken, lyder forklaringen fra Novafos.
Konklusionen må altså være, at det gamle projekt blev for dyrt, fordi der reelt skulle graves en tunnel med tunnelboremaskiner, fordi der skulle være plads til opstuvning af vand i kloakrøret. Dette behov foreslås løst med et underjordisk bassin med plads til 7.200 m3 i Fredtofteparken, hvor man reelt har større problemer med overløb end ved Doktorens Bugt. 

Forvaltningen foreslår løsninger for 391,8 mio. kr.
Novafos har afleveret to løsningsforslag. Den dyre løsning har fået navnet Reduktionssti A og løber op i 590 mio. kr.
Forvaltningen i Furesø Kommune anbefaler, at Reduktionssti B vælges og indarbejdes i investeringsplanen for 2027, som har en samlet pris på 391,8. mio. kr. Forslaget om udvidelse af kloakledninger fra Farumgård til Fredtofteparken er en del af Reduktionssti B
Reduktionssti B kommer til at bestå af følgende tiltag: –Udnyttelse af rådnetank på Stavnsholt Renseanlæg inkl. ny pumpe og ledninger inde på renseanlægget
Udvidelse af eksisterende forsinkelsesbassiner RB02-RB04 på Stavnsholt Renseanlæg (1.300 m3)
Lukket skaktbassin i Fredtofteparken (7.300 m3) og nedlæggelse af det eksisterende åbne bassin
Ombygning og udvidelse af bassin ved Tværvej (renoveringsmodent eksisterende åbent bassin ombygges til lukket bassin med større volumen (1.500 m3)).
Åbent regnvandsbassin i Kumbelhaven (600 m3)
Udvidelse af ledninger ved Maglehøj/Langager Alle og Dybedalsvej samt opgradering af pumpe ved HP02
Udvidelse af ledningsstrækninger mellem Farumgård og Fredtofteparken.

Her er prisoverslaget for Reduktionssti B. Skitse: Furesø Kommune/Novafos.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder