Særligt kor får kommunalt tilskud

Kultur, Fritid- og Idrætsudvalget har besluttet at tildele Sundhedskoret et årligt tilskud på 30.000 kroner.
Af Mikkel Kjølby
Det var DR-serien Demenskoret, som i starten af 2025 inspirerede Furesø Kommune til at oprette et såkaldt Sundhedskor, som havde premiere i månederne frem til sommerferien.
Nu har Kultur, Fritid og Idrætsudvalget besluttet, at Sundhedskoret Furesang skal have et tilskud på 30.000 kroner årligt i 2027 til 2029, når den nuværende støtte fra Spar Nordfonden udløber.
Sundhedskoret Furesang retter sig særligt mod borgere, som er i mistrivsel mentalt eller fysisk eller i risiko for det. Koret afvikles i samarbejde med Sangens Hus og med fondsstøtte fra Spar Nordfonden til udgangen af 2026. De får nu støtte til 2027-29.
-Sundhedskoret er virkelig populært og har skabt et fællesskab for borgere, der har et særligt behov for den glæde, som sang kan give. Det viser samtidig styrken i at tænke kulturtilbud og sundhed sammen, siger formand for udvalget, Mehmet Anik (S).

Øvrige tilskudsmodtagere
Modtagerne af de faste tilskud er derudover Farumkoret, Furesø Kunstforening, Værløse Børneteater, Teatergruppen Syvstjernen, Furesø Idrætsråd, Furesø Musikforening, Borgerscenen for unge i Galaksen og Jonstrup Jazz.
At der er råderum for ekstra tilskud, skyldes dels at Kulturelt Samråd er blevet nedlagt og dels, at Furesø Løbefest gik ned i tilskud, fordi arrangementet efter mange års succes har behov for et lavere tilskud.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder