Se Lars Johansens flotte billeder – Havørne på jagt i lokale søer

Havørnene ses ofte på jagt ved de lokale søer. Her ved Præstesøen. Foto: Lars Johansen.

Tilbage i 2020 slog et par havørne sig ned ved søerne i Furesø Kommune. En usædvanlig begivenhed så tæt på København.
Den lokale fotograf Lars Johansen har fulgt de lokale havørne i flere år og har fået flere flotte skud i kassen. Senest fra Søndersø i denne uge.
– Vi er så heldige at have ynglende havørne i Furesø. Det lokale par har de sidste tre år ynglet. Efter et mislykkes forsøg på at yngle i 2020 lykkedes i 2021 for parret at få de første to unger på vingerne. I 2022 blev det kun til en enkelt unge, men igen i 2023 blev det til to unger. Begge fugle er stadig meget aktive i området, og der er derfor begrundet håb om at det igen vil lykkedes at få lokale havørneunger på vingerne i 2024, fortæller Lars Johansen.
Lars Johansen har et godt råd, hvis man vil opleve havørnene på jagt.
– Fuglene jager i alle de lokale søer, Farum Sø, Furesøen, Søndersø, og også set jage i så lille en sø som Præstesøen. De kan dog sagtens bevæge sig meget længere omkring. Hvis man ønsker, at se havørnene skal man ikke opsøge redeområdet, da det kan skabe uro og kan gøre, at ørnene forlader reden. Man skal i stedet holde øje, hvis man går tur ved søerne. Hvis man ser noget, der ligner en flyvende dør, er det helt sikker havørnen, forklarer Lars Johansen.
Havørnen er den største ørn i Europa og med sit vingefang på op mod 2,5 meter kaldes den ofte den flyvende dør.

 

Lars Johansen tog dette billede ved Søndersø i december måned 2023.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder