Sebastian Helvig er nu medejer af MENY Værløse

Sebastian Helvig (tv.) er nu medejer af MENY Værløse. Det er en del af Søren Engbergs fremtidssikring af forretningen. Foto: MENY

Købmand Søren Engberg hentede i sommeren 2022 Sebastian Helvig ind som daglig leder af MENY Værløse. Nu tager de næste skridt i en planlagt proces. Sebastian Helvig er blevet medejer af butikken.
Det kræver sit at drive to store købmandsforretninger. Det har Søren Engberg for længst indset. Han fik for nogle år siden Brian Damgaard ind som medejer af MENY Rødovre Centrum. Ud fra samme model blev Sebastian Helvig i sommeren 2022 hentet ind som daglig leder af MENY Værløse.
Nu tager de næste skridt i en planlagt proces. Sebastian Helvig er blevet medejer af MENY Værløse og kan kalde sig privat og selvstændig købmand.
– Begge partnerskaber kan bedst betegnes som rettidig omhu, for jeg er slet ikke færdig med at have ambitioner som købmand i MENY. Men at drive to MENY-supermarkeder er ganske krævende, så at få to så kompetente og stærke partnere ind i front af butikkerne, er bare helt rigtigt. Det sikrer en langsigtet strategi som altid er en bærende del af godt købmandskab, fortæller Søren Engberg.
Med stærke partnere ser Søren Engberg frem til at fortsætte som købmand i mange år endnu.
– Når jeg en dag er klar til at slippe købmandskabet helt, så står de begge klar til at overtage det fulde ejerskab af hver sin butik, forklarer Søren Engberg.
Sebastian Helvig glæder sig over tiltroen fra Søren Engbergs side.
– Søren har været en uvurderlig sparrings partner siden sommeren 2022, da jeg tiltrådte i virksomheden. Fra begyndelsen har Søren troet på mine evner, givet konstruktiv feedback og delt ud af sine erfaringer som selvstændig erhvervsdrivende. Han har med andre ord haft en afgørende rolle i min rejse mod at blive selvstændig erhvervsdrivende, lyder det fra Sebastian Helvig.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest