Bekymringerne over udsigten til en ekstra etage på Sejlgårdspark vil blive inddraget i Furesø Kommunes behandling af lokalplansforslaget.
Af Mikkel Kjølby
Beboerne i Sejlgårdspark er indkaldt til borgermøde onsdag den 21. maj 2025 kl. 17 i fælleshuset i Sejlgårdspark. Her vil beboelsens ejer, Pensam, fortælle om planerne for en ekstra etage på bebyggelsen.
Pensam vil løse udfordringerne med utætte tage i Sejlgårdspark ved at etablere en ekstra etage. Til det formål har Furesø Byråd vedtaget et nyt lokalplansforslag for bebyggelsen Sejlgårdspark i Farum.
Lokalplansforslaget, som nu er sendt i otte ugers høring, giver mulighed for at øge antallet af etager fra to tre samt hæve bebyggelsesprocenten fra 32 procent til 54 procent. Det vil give mulighed for at antallet af boliger bebyggelsen fra 116 til ca. 170. En del af områdets grønne karakter inddrages i samme omgang til nye parkeringspladser.
Det har fået Steen Løcke fra Sejlgårdspark til at stille sig frem med en bekymring for projektet, og den manglende inddragelse af beboerne.
Direktør for By- og Kultur i Furesø Kommune, Claus Torp, kommer bekymringen i møde.
– Som kommune har vi været i dialog med grundejer – altså Pensam – om deres ønsker til lokalplansforslaget, som er i høring. Som kommune har vi en forventning om, at ejerne har inddraget og informeret deres lejere om projektet parallelt med den dialog, kommunen har haft med ejeren. Det har vi også været i dialog med grundejers rådgiver om, lyder det fra Claus Torp, som fortsætter:
– Og så vil kommunen selvfølgelig lytte grundigt til de synspunkter, der kommer frem på et borgermøde om lokalplansforslaget og i høringssvarene, siger Claus Torp.






