Formanden for Furesø Seniorråd, Hans Holm, peger på en række problemer i forhold til Furesø Kommunes ældrepleje.
Ikke mindst er der for få plejehjemspladser i Furesø.
– Furesø kommune har en lang række problemer på plejehjemsområdet. For få pladser og færre end sammenlignelige kommuner. Furesø køber mange plejehjemspladser i nabokommunerne, desuden ligger Furesø tredjesidst af alle kommuner i landet hvad angår udgifter til pleje og omsorg for 80+ årige, forklarer Hans Holm.
Indenfor de seneste måneder har ældreplejen i Furesø Kommune fået to påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed.
– Der er alvorlige kvalitetsproblemer på nogle af plejehjemmene. Endvidere er der ikke de fornødne kompetencer og tilstrækkeligt med uddannet plejepersonale i ældreplejen, vurderer Hans Holm.
Problemerne kommer ikke ud af det blå. Furesø er pænt med, når det handler om kommunale udgifter på de fleste områder, især kultur og fritid. Billedet ser helt anderledes ud, når man kigger på ældreområdets nøgletal.
– Furesø ligger pænt på de fleste områder, undtagen hvad angår ældreomsorgen, som siden kommunalreformen i 2007 systematisk er blevet underprioriteret af politikerne og stadig bliver det. Budgetterne er ikke blevet demografireguleret og der er kommet mange flere ældre til i Furesø, fortæller Hans Holm.
Seniorrådet i Furesø Kommune forsøger at råd vagt i gevær, men der sker ikke noget.
– Seniorrådet har i de 6 år jeg har været medlem vedvarende gjort opmærksom på, at ældreomsorgen er lidende, blandt de ringest finansierede og at der er stor mangel på uddannet personale. Tilsynsrapporterne har givet anledning til politisk røre, men ikke til at ville bevilge flere penge. Tværtimod vil et flertal i byrådet igen køre grønthøsteren med proportionale besparelser over alle udvalgsområder og ikke skele til at ældreområdet i forvejen er underfinansieret, forklarer Hans Holm.
– Det er et kompliceret område, men i sidste ende er det et spørgsmål om politisk prioritering og politisk mod til, at stå ved de prioriteringer man foretager og ikke blot gemme sig bag ved at budgetterne skal holdes, og at Furesø mangler penge, slutter Hans Holm.
Seniorrådsformand – Ældreomsorgen er underprioriteret
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest