I 25 år har Børnehuset SIV give hjerterum til sygdomsramte børn med nedsat immunforsvar eller svær autisme. Nu vil bestyrelsen hjælpe endnu flere. Det skal ske ved at etablere SIV flere steder.
Af Mikkel Kjølby
Behovet for hjælp til børn med somatiske lidelser og nedsat immunforsvar eller svær autisme er nærmest uendeligt. Men når forældre leder efter et fristed for deres børn og dem selv, støder de kun på en eneste mulighed. Det er Børnehuset SIV på Farum Hovedgade.
SIV blev etableret for 25 år siden af en gruppe ildsjæle på Alfred Sørensensvej. For nogle år siden flyttede Børnehuset SIV ind i den tidligere børnehave Kildehuset på Farum Hovedgade. Det var her 25-års jubilæet blev holdt den 28. april.
Her blev der igen luftet tanker om at Børnehuset SIV vil hjælpe endnu flere børn, end de 15-16 stykker med somatiske lidelser og fem med svær autisme, som der i dag er plads til.
– Vi har beslutte en langsigtet strategi for SIV. Vi vil gerne være et sted for de flere af de børn, som har det behov, Det kalder på nogle ting. Vi ligger kun i Farum. Vi har en ambitiøs plan om at dække bredere og på en måde, hvor vi sikrer, at vi kan hjælpe alle relevante børn, siger Christian Jensen.
Vil udvide med flere børnehuse
Børnehuset SIV har den størrelse det skal have i Farum. I stedet kigger bestyrelsen på at etablere børnehuse andre steder.
– Vi skal ikke være større i Farum, men gerne andre steder. I første omgang tænker jeg Sjælland. Det er min personlige holdning, det er ikke en bestyrelsesbeslutning. Efter min mening kan der være synergi i at have huse i samme region, forklarer Christian Jensen.
Vejen dertil er ikke nem. Det forudsætter et bedre økonomisk fundament.
– Det er ikke noget, vi gør fra den ene dag til anden. En af vejene er at komme på finansloven. Det er ikke en umulighed. Men det er en lang og tung proces at komme på finansloven. Det har jeg respekt for. Jeg er ikke sikker på, at det er det første, vi vil gøre. Personligt tror jeg mere på det private initiativ. Jeg tror på, at der er fondsløsninger og andre initiativer, der kan skabe kapital til at tage det næste skridt, vurderer Christian Jensen.







