8,6 procent af Furesøs skoleelever bestod enten ikke dansk og matematik ved afgangseksamen. Det er en del af under landsgennemsnittet, men stadigvæk for højt, hvis du spørger to lokale politikere.
Af Mikkel Kjølby
Arbejdernes Erhvervsråd har lavet en analyse af afgangsprøverne for landets folkeskoler. Den viser, at 11,8 procent af alle elever ikke bestod enten dansk eller matematik ved afgangseksamen. Det er det højeste tal siden 2012.
I Furesø Kommune er tallet 8,6 procent. Til sammenligning er tallet 13,1 procent i Ballerup, men blot 3,3 procent i Allerød, hvilket er det laveste i landet.
Det handler i høj grad om den sociale arv.
-Der er stor forskel på, hvordan børn af forskellige sociale klasser klarer sig i folkeskolen. Det er særligt børn af arbejdere og børn af forældre uden arbejde, der klarer sig dårligt. Omvendt er der næsten ingen af elitens børn, der ikke består. Med folkeskolen har vi egentligt mulighed for at bryde den sociale arv, men det lykkes i ringe grad, siger Emilie Damm Klarskov, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en pressemeddelelse.
Byrådsmedlem Rikke Blak-Kristiansen (C) arbejder selv som lærer i folkeskolen. Hun glæder sig først og fremmest over, at Furesø ligger en del under landsgennemsnittet.
-Det er meget positivt, at Furesø ligger et godt stykke under landsgennemsnittet – kun 8,6 % af vores elever består ikke både dansk og matematik. Det vidner om, at vores dygtige lærere og mange engagerede forældre gør en stor forskel. Mange børn i Furesø vokser op i hjem med bøger på hylderne og forældre, der kan hjælpe med lektier, siger Rikke Blak-Kristiansen og pointerer vigtigheden af at få alle med:
– Det er vigtigt, at vi også huske på dem, der ikke har samme opbakning eller mulighed for hjælp derhjemme, og som måske ikke trives i den klassiske, boglige skoleform. Derfor glæder det os, at den nye Juniormesterlæreordning snart bliver en mulighed. Den giver eleverne en mere praktisk vej gennem grundskolen og kan være en håndsrækning til netop dem, der lærer bedst med hænderne. Alle børn skal have mulighed for at lykkes – også dem, der måske ikke er vokset op med en spækket bogreol og overskudsforældre derhjemme, forklarer Rikke Blak-Kristiansen.
Byrådsmedlem Anders Medum Groth (B) er også læreruddannet og har arbejdet som folkeskolelærer.
– Det er desværre ikke en nyhed, at for mange elever ikke består dansk og matematik i Furesø. Det er en udvikling, vi skal vende ved at investere mere i vores skoler og dagtilbud. Hos Radikale Venstre har vi lanceret børneløftet, hvor vi vil investere mere end 15 mia. årligt i vores dagtilbud og folkeskolen på landsplan med bl.a. flere timer med to fagprofessionelle i timerne og ordentlig forberedelsestid til personalet. Det er helt afgørende, hvis vi skal løfte flere elever til at bestå prøverne. I Furesø-kontekst svarer det til 126 mio. om året, som vi vil investere ekstra i den næste generation, lyder det fra Anders Medum Groth.







